Boom i salg af tillægsydelser hos luftfartsselskaberne

Luftfartsselskaberne skovler penge ind fra salg af tillægsydelser – de såkaldte ancillary revenues. I 2010 tjente selskaberne over 111 milliarder kroner i disse gebyrer på bagage, mad, inflight entertainment, adgang til lounges eller indtægter fra samarbejdspartnere.

Prisen for at flyve er relativtlav, hvis man udelukkendekiggerpå annoncerede billetpriser. Men når den samlede regning gøres op, bliver det ofte markant dyrere hos en række flyselskaber.

En meget væsentlig del af indtægterne kommer nemlig fra nye eller forhøjede gebyrer, der lægges oven i den egentlige billetpris.

Disse såkaldte “ancillary revenues“, der dækker over alt lige fra bagagehåndtering, mad, bestillingsgebyr, inflight entertainment, adgang til lounges eller indtægter fra samarbejdspartnere som hoteller, bilselskaber eller kreditkortselskaber, er blevet fordoblet over de seneste to år.

Der viser de seneste undersøgelser ifølge Air & Business Travel News.

Ideaworks og Amadeus har gennemført en analyse af 47 luftfartsselskaber på verdensplan, og sammenlagt rapporteres der om en vækst i ancillary revenue på 98 % fra 2008 til 2010.

Sidste år blev der totalt tjent €15 milliarder i salg af tillægsydelser, hvilket svarer til godt 111 milliarder danske kroner.

Det er de gamle netværksselskaber i USA, der toppper listen. Især fusionsselskabet United Continental skiller sig ud med hele €3,5 milliarder i indtægter fra andre poster end lige netop selve flybilletten.

Delta er nummer to med €2,6 milliarder, mens American Airlines fuldender top tre med en indtægt fra ancillary revenue på €1,3 milliarder.

Det er især indtægter fra bagagehåndtering og brug af kreditkort, der skæpper i kassen ifølge Amadeus-rapporten.

Inspirationen til ancillary revenue-strategien kommer oprindeligt fra lavprisflyselskaberne, men de gamle netværksselskaber har i den grad taget ideen til sig.

“I dag er ancillary revenue ikke længere forbeholdt lavprisflyselskaber, men praktiseres over alt i verden,” forklarer Jay Sorensen, der er koncernchef for Ideaworks.

Ifølge Ideaworks kompenserer de gamle netværksselskaber via ancillary revenue-indtægterne netop for den hårde priskonkurrence, de høje oliepriser og den økonomiske krise ved at kopiere lavprisflyselskabernes strategi for ekstra indtægter.

Hvor indtægten i gamle dage kom fra billetprisen alene, er kunden i dag omdrejningspunktet for indtægtsgivende aktiviteter, såvel før, under og efter selve flyveturen.

Ser man på hvor meget, der tilægges den enkelte billet per passager i gebyrer og afgifter, løber Air Asia X fra konkurrenterne. I 2010 opkrævede lavprisflyselskabet fra Malaysia i gennemsnit ekstra gebyrer på €29 per passager.

Gennemsigtighed for forbrugerne har længe været et mantra, men i takt med den intense priskonkurrence står det også klart, at lige netop de meget lave billetpriser trækker passagererne til, mens alle de delvist skjulte gebyrer og tillæg reelt skaber bundlinjen.

I 2000 forudså koncernchefen hos lavprisflyselskabet Ryanair, Michael O’Leary, at ancillary revenue med tiden helt kunne erstatte den normale billetpris, således at det ville blive gratis at flyve.

Analysen viser dog, at dette endnu langt fra er tilfældet, idet selv de dygtigste til ancillary revenue kun får lige under 30% af de samlede indtægter herfra.