Fly fra Norwegian og Widerøe. (Foto: Aeroprints.com | CC 3.0)

Stor passagervækst i Norwegian-koncernen

Norwegian og Widerøe øgede kapaciteten i april, og det blev godt modtaget i markedet. Regularitet og punktlighed kom dog under pres på grund af uforudsete eksterne hændelser.

Norwegian og Widerøe komplementerer hinanden godt. Det blev dokumenteret i april, hvor Widerøe øgede passagertallet med hele 28 procent i forhold til samme måned sidste år, mens Norwegian havde en passagerfremgang på 13 procent.

Samlet var der 2.207.857 passagerer, der i april rejste med de to selskaber i Norwegian-koncernen, og Norwegian stod for 1.892.363, mens 315.495 havde fundet vej til Widerøes fly.

Da påsken faldt allerede i marts i år, var april en god måned for Widerøe, der har en stor andel af forretningsrejsende i Norge, mens Norwegian er størst i fritidsrejsemarkedet. Derfor kunne Widerøe notere sig den betydelige fremgang, da april i år kun indeholdt få helligdage.

“Vi glæder os over Widerøes tal i april, og det er fint at se, at det gode arbejde Widerøe-teamet gør, giver resultater,” siger koncernchef Geir Karlsen.

Stor kapacitetsøgning hos Norwegian
Hos Norwegian blev kapaciteten i april øget med 18 procent i forhold til samme måned sidste år, og det bidrog til den markante passagervækst, selvom belægningen ikke helt kunne følge med. Kabinefaktoren faldt med 2,8 procentpoint til 80,3 procent, hvilket kan direkte henføres til påskeforskydningen i forhold til sidste år.

I løbet af april var der debut til ni af i alt 47 nye ruter i sommerprogrammet, heriblandt også nye ruter til Málaga fra Billund og Aarhus.

”April markerede starten på årets sommerprogram. Kapaciteten var tydelig opjusteret i april, og vi havde i gennemsnit 14 fly mere i drift sammenlignet med sidste år. Passagertallene viser en stigning på 13 procent flere passagerer sammenlignet med samme periode sidste år,” forklarer Geir Karlsen.

Regularitet og punktlighed kom under pres
Regularitet og punktlighed faldt også i april, men det var primært forårsaget af udefrakommende årsager. I alt 1,2 procent af samtlige planlagte flyvninger blev aflyst hos Norwegian, og mere end halvdelen skete den 25, april, hvor luftrummet i det sydlige Norge var lukket i nogle timer, mens der samtidig var en flyvelederstrejke i Frankrig.

Derfor faldt regulariteten med 0,4 procentpoint i forhold til april 2023, og punktligheden blev reduceret fra 83,4 til 81,2 procentpoint.

Widerøe var også ramt af en luftrumslukningen i det sydlige Norge, og i tillæg dertil kom der efterfølgende en tilsvarende lukning i Nordnorge. Derfor faldt regulariteten med 1,2 procentpoint til 96,5 procent, mens punktligheden droppede fra 93,6 til 91,5 procent.

“Vi er ikke tilfredse med driftskvaliteten i denne måned. Et lukket luftrum, først i syd og derefter i nord, rammer driften hårdt. Oveni har vi haft tre tilfælde, hvor fly måtte returnere til Bergen efter afgang. Vi planlægger efter god robusthed, men flere tekniske fejl har givet os udfordringer. Vi har sat gang i en række tiltag og forventer bedre regularitet i maj,” lyder det fra Stein Nilsen, administrerende direktør i Widerøe.

 

Relaterede artikler:

Operationel stærk marts for Norwegian-koncernen

Norwegian-koncernen: Over 1,5 millioner passagerer

Norwegian-koncernen: Svag passagerfremgang