Indførelsen af en flyskat får svenske BRA til at udskyde modtagelsen af 10 nye Bombardier CS-fly og beholde 12 mere end 20 år gamle fly.
Egentlig var tanken med den nye svenske flyskat, at den skulle være god for miljøet. Når afgiften indføres i starten af 2018, så skal hver flypassager betale 80 kroner hver gang et fly letter fra en svensk lufthavn. Dermed håber den svenske regering, at svenskerne vil rejse mindre med fly til gavn for miljøet.
Endnu inden afgiften er indført får den dog også en konsekvens, som ikke just gavner miljøet. Det svenske flyselskab BRA har nemlig udskudt modtagelsen 10 nye Bombardier CS100 og CS300 jetfly på ubestemt tid. De nye fly har et 35-40 procent mindre udslip af CO2 end de 12 aldrende Avro-jetfly, som de skulle have afløst.
Men på grund af at den svenske regering står fast på, at afgiften skal indføres, så tør BRA ikke gennemføre flådefornyelsen og har nu udskudt modtagelsen af de 10 nye fly. Selskabet opererer primært på svenske indenrigsruter, hvor en returbillet bliver 160 kroner dyrere.
Leve videre med støjende fly
At BRA vælger at beholde de mellem 21 og 25 år gamle Avro-fly er ikke kun skidt for miljøet. Det er også en begmand til naboerne rundt om Stockholms Bromma-lufthavn, hvorfra BRA opererer mange af sine indenrigsruter. De må nu foreløbig spejde langt efter de støjsvage CS-fly og leve videre med de mere støjende Avro-fly.
Den svenske udskydelse er en ordentlig mavepuster for den canadiske flyproducent Bombardier, der for nylig var nødt til at bede om økonomisk støtte fra den canadiske stat. Bombardier har kæmpet hårdt for at skaffe kunder til den nye flytype, der skal udfordre de mindste modeller i Airbus A320-serien og Boeing 737-familien samt de største modeller i Embraers ERJ-serie.
BRA er det nye navn for den fælles branding af Malmø Aviation og Braathens Regional. Selskabet var først udset til at være lanceringskunde for den nye canadiske flytype. Men gentagne forsinkelser i leveringen fik Braathens til at trække sig. Derfor var Swiss og airBaltic sidste år de første til at tage henholdsvis CS100 og CS300 i brug.
Foruden Avro-flyene, så har selskabet også en flåde af ældre svenskbyggede SAAB 2000-fly, som man er i gang med gradvist at udskifte med nye ATR-fly. Den udskiftning fortsætter indtil videre uændret.
Relaterede artikler:
Flyvende start for Bombardiers CS-serie
Braathens lægger afstand til nyt Bombardier-fly
Forsinket Bombardier-fly træder ind på scenen
Svensk luftfartsstrategi med flyskat