Bravo Tours føler sig ikke truet af Emirates-rute

Med baggrund i en stigende vækst og et unikt kendskab til rejser til Dubai lader Danmarks største Dubi-operatør Bravo Tours sig ikke umiddelbart skræmme af den kommende Emirates-rute fra København til Dubai med opstart fra den 1. august. Derimod mener Bravo Tours, at konkurrencen kommer til at finde sted blandt andre aktører.

I sidste uge lancerede det mellemøstlige luftfartsflyselskab Emirates sine planer for operationer til og fra Københavns Lufthavn. Det økonomisk stærke selskab har i flere år haft planer om at gå ind på ruten mellem København og Dubai, men i 2011 bliver det en realitet.

Emirates starter op fra København den 1. august med én daglig flyvning til Dubai med en kapacitet på 183 sæder på økonomiklasse, hvilket betyder, at konkurrencen på ruten vil stige markant, eftersom både Norwegian og SAS opererer fra København til Dubai i vinterhalvåret. Og netop SAS fortalte forleden over for CHECK-IN.dk, at selskabet anser Emirates for en stærk konkurrent.

Hos Bravo Tours, der er Danmarks største arrangør af pakkerejser til emiratstaten Dubai, anser man derimod ikke Emirates som en konkurrent. Og til trods for, at Emirates allerede har meddelt, at selskabet opgraderer sædekapaciteten fra 2012 på den kommende rute, er der tilsyneladende ingen frygt at spore hos Bravo Tours.

”De kan ikke true os, eftersom vi stadig er den eneste arrangør, der har Dubai som en charterrejse, så det bekymrer os ikke. Så længe Emirates kun sælger billetter til rutefly, konkurrerer vi ikke med dem. Vi tror på vores produkt, og ser ingen grund til at justere på forholdene omkring Dubai,” siger informationschef Bent Bernardi Sørensen.

Bravo Tours fastslår samtidig, at rejsearrangøren fastholder sin aftale med Primera Air, der i dag flyver Bravo Tours-gæsterne til Dubai. Bravo Tours opererer kun til Dubai fra Billund, og bl.a. af den grund mener man ikke, at Emirates kan påvirke Bravo Tours´ salg af rejser til Dubai.

”Selvfølgelig vil Emirates tage nogle passagerer, men vi tror ikke, at de kommer til at tage nogle charterpassagerer. Omvendt tror vi, at ruteflyselskaberne som SAS og Norwegian vil konkurrere med dem, og disse selskaber kan komme til at true hinanden,” lyder det fra Bent Bernardi Sørensen.

Bravo Tours afviser at have planer om at ændre på bureauets rejser til Dubai og fortæller samtidig, at man på nuværende tidspunkt ikke ønsker at udvide antallet af charterrejser til Dubai, eftersom efterspørgslen ikke er til det.

Foto: Bravo Tours holder fast ved Primera Air som operatør til Dubai trods stor sædekapacitet fra København, når Emirates starter.