Den nye løsning i brug. (Foto: British Airways | PR)

Afprøver hjælp til flypassagerer i Heathrow

Et nyt værktøj skal hjælpe flypassagerer med at navigere gennem London-Heathrow. Det kan tilgås af alle rejsende i storlufthavnen, men en særlig funktion er forbeholdt flyselskabets passagerer.

Det skal være nemmere for passagererne at finde vej fra et sted i London-Heathrow til et andet. Det mener man i hvert fald hos British Airways, og det er baggrunden for, at flyselskabet i øjeblikket afprøver en ny løsning med netop det formål.

Det er et værktøj, der giver passagererne adgang til detaljerede og interaktive kort over såvel Terminal 5 som Terminal 3 i storlufthavnen. Tanken er, at kortene skal give rejsende et bedre overblik over, hvor de befinder sig og hvor de skal hen.

British Airways fortæller, at flyselskabet håber, at kortene kan bidrage til, at de rejsende vil få mere tiltro til at færdes i hovedstadslufthavnen, hvilket kan føre til, at de ikke ender et forkert sted. Håbet er, at løsningen vil føre til, at der vil være færre rejsende, som ikke når deres fly.

Kan få aktuelle informationer
Konkret fungerer det således, at de rejsende tilgår løsningen via internettet enten ved at skrive adressen ind i deres browser eller ved at scanne en QR-kode, der er blevet opsat flere steder i lufthavnen. Herefter får de adgang til kortene.

De har mulighed for at se hvor de enkelte gates befinder sig, ligesom de også får oplysninger om lufthavnens andre faciliteter såsom butikker, restauranter, de forskellige lounges, toiletter samt områder, hvor det er muligt at sidde ned.

Hvis den rejsende ønsker at vide mere om eksempelvis en af butikkerne, kan de klikke på navnet, hvorefter de får aktuelle oplysninger om, hvor butikken befinder sig, åbningstiderne på den givne dag samt hvilket udvalg af varer, som den forhandler.

Særlig funktion for selskabets passagerer
Mens kortene principielt er for alle, har det nye værktøj også en funktion, der er forbeholdt passagerer hos British Airways. Den kan nemlig også hjælpe passagerer, som er ankommet med et fly og skal videre med et andet.

Disse kan skrive oplysningerne om de to British Airways-flyvninger ind, og efterfølgende vil der blive tegnet en rute på kortet, der viser den præcise vej, som de skal gå fra ankomst- til afgangsgaten.

Prøveperioden blev sat i gang i juni og løber sommeren igennem. Calum Laming, der er kundedirektør hos British Airways, forklarer, at flyselskabet mener, at der er spændende perspektiver i løsningen.

“Vi forsøger altid at gøre rejsen gennem lufthavnen så let som muligt for vores kunder, så vi er virkelig glade for at prøve dette nye værktøj i løbet af sommeren. Det interaktive kort er let at bruge, hvilket gør det muligt for vores kunder nemt at finde deres gate samt opdage restauranter og butikker i nærheden.”


Relaterede artikler:

Bliver igen gratis hos British Airways

USA giver millionbøde til British Airways

British Airways tilbyder rene bonusflyvninger