Medlemmer af British Airways’ bonusprogram kan som noget nyt nu booke billetter til såkaldte Avios Only-flyvninger. I første omgang gælder tilbuddet to destinationer.
Mange flyselskaber tilbyder sine kunder at være medlem af et bonusprogram, hvor det er muligt at optjene point til brug for betaling af flyvninger.
Normalt er alle flyvninger tilgængelige for rejsende både med og uden medlemskab af et loyalitetsprogram, men dette ændrer sig nu hos British Airways. Det britiske flyselskab har således lanceret sine første såkaldte Avios Only-flyvninger, hvor 100 procent af sæderne udelukkende er tilgængelige for medlemmer af Executive Club som såkaldte Reward Seats.
British Airways åbner 3. november 2023 en ny rute fra London Gatwick til Sharm El Sheikh, og den allerførste flyvning på ruten vil være en ren bonusflyvning. Altså kun for medlemmer af bonusprogrammet.
Senere vil British Airways også tilbyde bonusflyvninger fra London Heathrow til Genève i februar og marts 2024. Herudover vil flere ruter blive annonceret i løbet af 2023.
Fire returflyvninger til Genève
Et bonusmedlem hos British Airways vil have mulighed for at bruge ét pund (8,4 kroner, red.) plus 27.500 Avios på en returflyvning til Sharm El Sheikh. Dette kan reduceres yderligere med en Companion Voucher. Et sæde i Club Europe (business class) koster fra ét pund plus 48.500 Avios.
Ruten fra London Gatwick til Sharm El Sheikh drives af British Airways-datterselskabet BA Euroflyer.
Avios Only-flyvningerne til Genève i februar og marts 2024 vil foregå på rutenummer BA728 på datoerne 10. februar, 17. februar, 24. februar og 2. marts – med returflyvning en uge senere. Prisen er ét pund plus 18.500 Avios per person, mens Club Europe koster ét pund plus 30.000 Avios.
Mere værdi for medlemmerne
Reward Seats er sæder, der kan købes ved hjælp af Avios til statiske priser. Normalt garanterer British Airwas, at der minimum er 12 og 14 af disse sæder på henholdsvis korte og lange flyvninger. Flyvningerne til Sharm El Sheikh og Genève er altså de første flyvninger, hvor alle sæder kan købes med Avios.
”Vi leder altid efter nye måder at belønne vores loyale kunder og tilbyde værdi, hvor vi kan, og det er derfor, vi er begejstrede for denne helt nye mulighed for medlemmerne. Sharm El Sheikh og Genève vil være de første af flere flyvninger, efterhånden som vi ruller flere ud i 2024,” siger Ian Romanis, direktør for Retail & CRM hos British Airways.
Administrerende direktør i BA Euroflyer, Tom Stoddart, fortæller, at selskabet er stolt af at kunne tilbyde British Airways’ første Avios Only-flyvning.
”BA Euroflyer er det eneste kortdistanceselskab baseret i Gatwick, der tilbyder et loyalitetsprogram, og nu tilbyder vi mere værdi og valgmuligheder end nogensinde for vores medlemmer,” siger han.
Relaterede artikler:
British Airways åbner to nye caribiske ruter