Boeing 787-9 Dreamliner-fly fra British Airways. (Foto: British Airways | PR)

British Airways vender tilbage til Abu Dhabi

Efter fire års pause vil British Airways til næste år genoptage ruten mellem London Heathrow og Abu Dhabi. Det britiske flyselskab flyver i forvejen til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.

Kunderne hos British Airways kan se frem til at kunne vælge en ny destination i Mellemøsten i foråret næste år.

Således har det britiske flyselskab valgt at åbne en rute fra London Heathrow til Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater. Ruten åbner 20. april 2024 og vil betjenes både sommer og vinter fra den britiske hovedstadslufthavn. Dermed vender den mellemøstlige rute tilbage efter fire års pause som følge af coronapandemien.

På ruten mellem London Heathrow og Abu Dhabi, der vil blive betjent dagligt, vil passagererne blive fragtet i en Boeing 787-9 Dreamliner med i alt 216 sæder fordelt på fire kabineklasser.

British Airways flyver i forvejen fra Heathrow til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. Denne rute betjenes op til tre gange dagligt, og selskabet benytter forskellige flytyper på denne rute – herunder blandt andet Boeing 787-9 Dreamliner, Boeing 777-300ER og Airbus A380-800.

Får placering i ny terminal
Ifølge Neil Chernoff, direktør for netværk og alliancer hos British Airways, er Abu Dhabi en unik destination, der meget kærkomment vender tilbage til rutekortet.

”Med en blanding af strand, by og ørken har byen alt, hvad vores kunder leder efter på en mellemøstlig rejse, og vi ser frem til at byde dem velkommen tilbage om bord, mens vi øger vores fodaftryk i De Forenede Arabiske Emirater,” siger han.

Fra lufthavnsselskabet Abu Dhabi Airports side er der glæde over, at British Airways kommer retur til lufthavnen.

”Vi er glade for at byde British Airways velkommen tilbage til Abu Dhabi International Airport og tilføjer selskabet til den voksende liste over førende flyselskaber, der skal bruge Terminal A som deres operationelle base i Abu Dhabi. Terminal A, en luksuriøs ny gateway til Abu Dhabi, åbner for offentligheden fra 1. november og byder på moderne faciliteter for både passagerer og flyselskaber,” fortæller Maureen Bannerman, kommerciel direktør i selskabet.

I sommertrafikprogrammet 2024 bliver der afgang på rute BA73 klokken 22.25 fra London Heathrow med ankomst klokken 08.30 dagen efter i Abu Dhabi. Returflyvningen foregår på rute BA72 med afgang klokken 10.10 og med ankomst klokken 15.20 i London.

 

Relaterede artikler:

British Airways fjerner 19 langdistanceruter

British Airways annoncerer fem nye ruter

Første flyvning fra København til Abu Dhabi