British Airways har doneret 21 millioner pund, som skal finansiere uddannelsen for 200 piloter. Det er en fordobling i forhold til det tidlige antal kadetter på selskabets Speedbird Pilot Academy.
Sidste år stiftede British Airways et nyt kadetprogram for piloter under navnet Speedbird Pilot Academy, hvor udvalgte talenter kan få opfyldt drømmen om at arbejde i cockpittet hos det britiske flyselskab. British Airways har indtil videre betalt uddannelsen for 100 piloter.
Nu oplyser British Airways, at man næste år fuldt ud vil finansiere 200 pladser på det eftertragtede akademi. Selskabet har således doneret 21 millioner pund svarende til 187 millioner kroner til en fond.
Ifølge flyselskabet giver det reelle muligheder for ansøgere, som er afskrækket af omkostningerne til en egenfinansieret pilotuddannelse, som kan løbe op i 100.000 pund eller 887.000 kroner.
Vil øge mangfoldighed
British Airways oplyser, at Speedbird Pilot Academy har til formål at tiltrække de allerbedste talenter til den fremtidige generation af piloter. Samtidig vil det øge den sociale mangfoldighed indenfor flyselskabets pilotfællesskab. Kadetprogrammet kan opmuntre ansøgere fra samfundsgrupper, som har været afskåret fra uddannelsen på grund af omkostningerne.
”Jeg er utrolig stolt af Speedbird Pilot Academy. Det giver muligheder for talentfulde personer, som har haft en livslang ambition om at blive pilot i et kommercielt flyselskab, men har fundet det vanskeligt selv at finansiere deres uddannelse,” siger Sean Doyle, koncernchef i British Airways, i en pressemeddelelse.
Han tilføjer, at standarden af ansøgere er konstant høj.
”Derfor har vi som en del af vores forpligtelse til at tiltrække de allerbedste kandidater fra hele samfundet øget optaget i 2025 for at give så mange mennesker som muligt chancen for at realisere deres drøm,” siger Sean Doyle.
Populær uddannelse
Det tager to år at gennemføre uddannelse, der er med til at sikre British Airways en fødekæde af piloter. Uddannelsen er populær og har tiltrukket 20.000 ansøgere, så det er svært at komme igennem nåleøjet i Speedbird Pilot Academy.
Til gengæld er de nyuddannede piloter sikret job. British Airways har 4.000 piloter på lønningslisten, og der er konstant behov for nye piloter i cockpittet hos flyselskabet, der har mange flytyper og flyver til mere end 200 destinationer.
Meddelelsen om 200 gratis pladser på pilotuddannelsen kom på Farnborough International Airshow, hvor British Airways udstiller et nyt A320neo-fly komplet med nyt interiør. Flyet ankom til det internationale airshow med 35 procent bæredygtigt flybrændstof i tanken.
Relaterede artikler:
British Airways vil betale alle udgifter for 60 piloter