To piloter i et cockpit. Foto: Avia Solutions Group

Overvejer at hæve piloters pensionsalder

Flere aktører i luftfartsbranchen ser en forhøjet pensionsalder som en løsning på at have piloter nok i fremtiden. Ifølge Boeing skal der bruges 790.000 nye piloter globalt set frem til 2037.

Flyselskaber rundt om i verden har i kølvandet på coronapandemien og den hastigt stigende rejseefterspørgsel efterlyst flere piloter.

En af de største udfordringer, luftfartsbranchen står over for i dag ifølge Avia Solutions Group, er manglen på netop piloter. Boeing anslår, at der bliver brug for 790.000 piloter frem til 2037, mens Airbus har estimeret et behov på 450.000 piloter frem til 2035.

I forbindelse med dette overvejer flyselskaber og luftfartsmyndigheder forskellige muligheder, hvoraf den ene handler om at hæve piloters pensionsalder fra 65 til 67 år.

”Flere faktorer har bidraget til manglen på piloter, hvilket har efterladt flyselskaber, der kæmper for at besætte åbne pilotstillinger,” siger Jainita Hogervorst, direktør for Aerviva Aviation Consultancy, der er et internationalt Dubai-baseret konsulentfirma med speciale i luftfartsrekruttering.

”Den første og mest betydningsfulde faktor er den konstante pensioneringsrate for erfarne piloter. Et stigende antal dygtige piloter når den obligatoriske pensionsalder og forlader deres lange karriere, hvilket skaber et tomrum, der ikke let kan udfyldes.”

Skal udnytte ”rigdom af ekspertise”
Ifølge Avia Solutions Group overvejer flere aktører i luftfartsindustrien altså at hæve den obligatoriske pensionsalder med to år. I øjeblikket tillader den internationale luftfartsorganisation ICAO, at piloter kan flyve i multi-pilot-operationer, indtil de er fyldt 65 år.

”Selvom den gennemsnitlige pilotalder ifølge Pilot Institute i 2021 var 43,7 år, kan flyselskaber ved at hæve pensionsalderen udnytte den rigdom af ekspertise, akkumuleret viden og uvurderlige færdigheder, der er hos erfarne piloter, som har nået en alder af 65. Denne tilstrømning af erfarne piloter kan også hjælpe med at opretholde et højt operationelt niveau,” mener Jainita Hogervorst.

Konsekvensen ved manglen på piloter kan i sidste ende komme til at gå ud over passagererne, da flyselskaberne kan blive nødt til at aflyse flyafgange.

”Efterhånden som antallet af tilgængelige piloter svinder ind, står flyselskaberne over for den skræmmende udsigt til flyaflysninger og nedsat servicekvalitet. Passagerer kan støde på færre flymuligheder, længere mellemlandinger og nedsat kundeoplevelse,” forklarer Jainita Hogervorst.

Pensionsalder skal hæves med varsomhed
At hæve piloters pensionsalder skal dog gøres med varsomhed, understreger Avia Solutions Group. Allerede nu skal piloter over 60 år gennemgå regelmæssige medicinske vurderinger, der sikrer, at de stadig er fysisk og mentalt egnede til at betjene store fragt- og passagerfly. En hævet pensionsalder skal betyde endnu større kontrol, lyder det.

”Ved at sikre piloternes fortsatte egnethed til at flyve, kan flyselskaberne fastholde deres forpligtelse til passagersikkerhed og operationel ekspertise,” siger Jainita Hogervorst, der også omtaler en af udfordringerne ved at hæve pensionsalderen.

”Derudover ville en stigende pensionsalder kræve genforhandling af pilotkontrakter, hvilket kan være en langvarig og krævende proces.”

Avia Solutions Group er med 189 fly i sin flåde en af verdens største ACMI-operatører. I øjeblikket har koncernen 10 forskellige driftstilladelser, og Indonesien vil sandsynligvis snart også blive tilføjet. Luftfartskoncernen ejer både SmartLynx Airlines, Avion Express, Bluebird Nordic, KlasJet og Magma Aviation, og forleden blev også britiske Synergy Aviation føjet til listen.

 

Relaterede artikler:

Piloter lander lønstigning på op til 40 procent

Pilotmangel: American Airlines sætter 100 fly på jorden

Pilotmangel tvinger flyselskaber til at bruge busser