Pilot fra British Airways. (Foto: British Airways | PR)

British Airways vil betale alle udgifter for 60 piloter

I tillæg til deres uddannelse vil de 60 potentielle piloter, som bliver en del af British Airways’ nye kadetprogram, også få betalt indkvartering og forplejning i de 16 måneder, som forløbet varer.

I anledning af at British Airways netop har åbnet for muligheden for, at potentielle piloter kan ansøge om at blive en del af flyselskabets kadetprogram Speedbird Pilot Academy, sætter selskabet lidt flere ord på, hvad de ansøgere, som bliver valgt, kan se frem til.

British Airways oplyser, at man vil udpege 60 kommende piloter fra bunken af ansøgere, der ventes at strømme ind i løbet af den kommende uge. De udvalgte vil hver især få betalt de samlede udgifter til deres uddannelse. Det ventes at beløbe sig til 100.000 britiske pund, som svarer til 860.200 kroner.

Derudover lyder det nu også, at de udvalgte kandidater ligeledes vil få betalt deres indkvartering og forplejning i de 16 måneder, som uddannelsen varer. Ifølge British Airways vil selskabets kadetprogram være det eneste af sin slags, hvor eleverne ingen udgifter har.

Meldingen fra det britiske flyselskab er, at man ved at afholde alle de udgifter, som eleverne sædvanligvis selv skal finansiere, håber man at kunne udviske det sociale skel i branchen, som den høje pris for en pilotuddannelse har medvirket til at skabe.

Skal gøre pilotdrømme til en reel mulighed
Udover at fjerne udgifterne forbundet med uddannelsen således, at håbefulde piloter kan ansøge uagtet deres privatøkonomi, har British Airways indgået et samarbejde med organisationen Fantasy Wings, der forsøger at skabe mere mangfoldighed i luftfartsbranchen i Storbritannien.

Organisationen har fået til opgave at formidle nyheden om Speedbird Pilot Academy og tankerne bag videre til personer med en minoritetsbaggrund, fra forskellige dele af Storbritannien samt til kvinder, der drømmer om en karriere som pilot.

Idéen er, at man gennem denne indsats vil kunne sikre et så bredt ansøgerfelt som muligt, da British Airways ifølge eget udsagn håber på, at man vil kunne finde frem til de mest talentfulde potentielle piloter, når disse ikke længere skal skele til deres pengepung.

”Kadetprogrammet her formår at fjerne barrierer og gør en karriere som pilot til en reel mulighed for alle, i stedet for blot dem, som har råd til at betale de udgifter, der følger med. Jeg ved, at der er mange mennesker, som aldrig har troet på, at en tilværelses som pilot kunne være en realistisk mulighed for dem, men det ændrer denne uddannelse på,” udtaler Hannah Vaughan, der er styrmand ved British Airways.


Relaterede artikler:

Investerer millionbeløb i kadetprogram for piloter

Bliver igen gratis hos British Airways

Genoptager kadetprogram for piloter