Alle airberlin-passagerer vil også fremover modtage et lille chokolade-hjerte, når de forlader flyet.

Business class på europæiske airberlin-flyvninger

Kriseramte airberlin indfører nu business class på europæiske flyvninger i et forsøg på at tiltrække flere forretningsrejsende.

De var egentlig et lavprisselskab, men bevægede sig længere og længere væk fra det koncept. Og helt ud af lavprisselskabernes rækker trådte airberlin, da man i 2012 blev medlem af oneworld-alliancen. Og nu tager Tysklands næststørste flyselskab endnu et skridt i retning mod at blive et fuldgyldigt ”full service”-netværksselskab.

Selskabet indfører nemlig business class på sine indenrigsruter i Tyskland og europæiske flyvninger til og fra Tyskland. Dermed kommer airberlin til at tilbyde et ensartet produkt på tværs af kort-, mellem- og langdistanceflyvninger, idet selskabet allerede i dag har business class på sine Airbus A330-langrutefly.

Bæredygtig fremtid
Indførelsen af business class er en del af en omfattende omstillingsproces, som det underskudsgivende flyselskab har gang i. Ikke mindst drevet af Etihad Airways, der ejer knap 30 procent af selskabet.

“Vi befinder os i starten af en vidtrækkende transformation, hvorfra et nyt og stærkere airberlin vil opstå. Ved at indføre en business class på korte og mellemlange flyvninger tager vi en vigtig strategiske beslutning, der vil bane vejen for en bæredygtig fremtid for selskabet. Det vil klart positionerer airberlin i premium-segmentet blandt europæiske luftfartsselskaber,” siger Stefan Pichler, koncernchef for airberlin, og fortsætter:

”Det nye produkt vil gøre os mere attraktive, især for forretningsrejsende og hyppigt rejsende.”

Ekstra privatliv
Den første række i airberlins fly vil fremover være forbeholdt business class-passagerer. Udover eksklusiv service så får passagererne 32 tommer benplads, hvilket ifølge selskabet overstiger gennemsnitsstandarden i branchen for business class på intraeuropæiske flyvninger. Et andet vigtigt element i den nye Business Class er det garanterede tomme midterste sæde, som gerne skulle give business class-passagererne lidt ekstra privatliv. Samme service finder man hos de fleste andre europæiske ”full service”-selskaber.

Fordelene for airberlins kommende business class-passagerer starter allerede på jorden og omfatter for eksempel en prioriteret check-in skranke, fast track-sikkerhedskontrol, adgang til lounges i lufthavnene samt prioriteret boarding. Services som mange andre selskaber også tilbyder sine business class-rejsende.

Ombord vil besætningen give business class-passagererne en personlig velkomst og servere en supplerende drink. Passagererne kan derefter vælge mad og drikke ”a la carte” fra menuen om bord.

Højere status hurtigere
Hver passager på business class bliver forsynet med en pude for ekstra komfort og kan medbringe to stykker bagage på op til 32 kg samt to stykker håndbagage på op til 8 kg. De fleksible business class-billetter kan ombookes eller refunderes uden ekstra omkostninger, og pladsreservation er også gratis på business class.

Medlemmerne af airberlin’s bonusprogram topbonus indsamler dobbelt antal ”miles” for hver business class-flyvning, og kan derfor nå en højere status hurtigere eller beholde deres nuværende status.

Airberlin justerer også sin economy class som en del af ændringen i servicekonceptet på korte og mellemlange flyvninger. Selskabet indfører således et nyt koncept med mad til salg ombord og vil tilbyde sine passagerer en bred vifte af mad og drikke til at købe.

 

 

Relaterede artikler:

Airberlin i skandinavisk offensiv

Airberlin øger med over 50 procent i Billund

Første Airberlin-fly med Wifi