Det estiske flyselskab Nordica kan endnu ikke afslutte en aftale om at købe LOTs andel i Xfly, da en af underskriverne fra det polske flyselskab er blevet smittet med COVID-19.
Nordica ville i sidste uge underskrive en intentionsaftale med LOT om at købe det polske selskabs andel på 49 procent i Xfly, der tidligere blev markedsført som Regional Jet.
Aftalen er dog endnu ikke blevet endeligt underskrevet, da en af topfolkene hos det polske flyselskab er blevet ramt af COVID-19-smitte. Bestyrelsen i Nordica har godkendt den foreløbige aftale, og der afventes altså underskrift fra LOT. Intentionsaftalen skal danne grundlag for fortsatte forhandlinger om købsbetingelserne, skriver det nationale estiske medie ERR.
Xfly er datterselskab til Nordica, og Nordica opgav Xflys ruter i efteråret 2019 og overdrog ruteporteføljen til LOT. Det polske flyselskab vil dog ikke længere være medejer af Xfly, og der pågår således forhandlinger om, at Nordica kan blive eneejer af sit eget datterselskab.
Xfly opererer blandt andet regionalflyvninger for SAS i Danmark og Sverige, og flyselskabet råder i øjeblikket over 12 fly – herunder seks Bombardier CRJ-900 og seks ATR 72-600.
Statsstøtte afhænger af LOT-aftale
I midten af oktober godkendte regeringen i Estland at støtte det statslige Nordica med et kapitalindskud på 22 millioner euro og en lånegaranti på otte millioner euro. Allerede i august godkendte EU-Kommissionen statsstøttepakken på i alt 30 millioner euro (223 millioner kroner, red.), der skal hjælpe Nordica gennem den svære coronakrise.
EU-Kommissionen stiller som krav, at Nordica enten betaler pengene tilbage inden for syv år, eller at Nordica bliver privatiseret. Den estiske økonomiminister, Taavi Aas, har dog tidligere udtalt, at regeringen på nuværende tidspunkt ikke har planer om at lade Nordica komme på private hænder.
En af betingelserne for, at den estiske regering vil yde statsstøtte til Nordica, er, at flyselskabet skal lande en aftale med LOT om at erhverve de resterende 49 procent i Xfly. Og at Xfly dermed vil være 100 procent ejet af et estisk flyselskab.
Estlands finansminister, Martin Helme, har udtalt, at en aftale mellem Nordica og LOT – foruden købet af aktierne – også skal inkludere et beløb på 1,7 millioner euro (12,7 millioner kroner, red.) til Nordica.
Ser stort potentiale i Xfly
Bestyrelsesformand i Nordica, Erki Urva, ser stort potentiale i Xfly efter coronakrisen, fordi selskabet råder over mindre flytyper.
Over for ERR giver han det eksempel, at når kortere ruter hos større flyselskaber har en belægning på 30 procent af en 180-sæders kapacitet, er det økonomisk mere lukrativt at flyve med 90-sæders-flyene hos Xfly.
Xfly sælger i øjeblikket næsten 90 procent af sin produktion uden for Estland, og selskabet er blevet kåret til en af de 10 mest succesrige eksportvirksomheder i landet. Selskabet, der reelt set kun har SAS tilbage som kunde, har tidligere vurderet, at det europæiske marked får brug for yderligere 500 regionale fly.
Relaterede artikler:
Estlands regering godkender statsstøtte til Nordica