Corydon blåstempler Wallenbergs kasketter

Finansminister Bjarne Corydon mener ikke SAS’ ruteplanlægning påvirkes af, at næstformanden i SAS-bestyrelsen taler varmt for flere ruter fra Stockholm.

SAS’ koncernchef Rickard Gustafson og den øvrige SAS-ledelse har øjnene på bolden og tænker kun forretningsmæssigt, når de fastlægger SAS’ rutenetværk. At næstformanden i SAS-bestyrelsen, Jacob Wallenberg, står i spidsen for at tiltrække flere ruter til Stockholm Arlanda, har ingen indflydelse. Det mener den danske finansminister Bjarne Corydon, hvis ministerium adminstrerer det danske ejerskab af SAS.

”Finansministeriet har ikke grundlag for at mene, at SAS’ ruteplanlægning ikke skulle ske ud fra forretningsmæssige overvejelser,” skriver Bjarne Corydon i et svar til folketingsmedlem Mads Rørvig (V).

I januar stillede Mads Rørvig spørgsmål til Bjarne Corydon på baggrund af en artikel på CHECK-IN.dk om Jacobs Wallenbergs formandspost for Connect Sweden. Her arbejder svenske virksomheder og offentlige myndigheder sammen om at tiltrække nye ruter til Stockholm Arlanda.

Det fik Rørvig til at spørge den danske finansminister, om ikke Wallenberg havde et habilitetsproblem når han både skal tage hensyn til SAS og Stockholm Arlanda.

”Mener ministeren, at der, jævnfør artiklen ”Internt SAS-pres mod KøbenhavnsLufthavn” på hjemmesiden www.check-in.dk den 21. januar 2014 kan opstå habilitetsproblemer i SAS-bestyrelse, idet Jacob Wallenberg er formand forConnect Sweden, der har til formål at tiltrække flere ruter til Arlanda?”

Ligger geografisk godt
Men det mener finansministeren ikke. Han fremhæver til gengæld, at SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson, bakker op om København som SAS’ primære trafikknudepunkt.

”Finansministeriet noterer sig, at SAS’ koncernchef Richard Gustafson i den nævnte artikel er citeret for, at København ligger geografisk godt til en storinternational operation. Fra København får SAS hele Danmark, Sydsverige og Nordtyskland som optageområde,” skriver Bjarne Corydon.

Jacob Wallenberg står i spidsen for SAS’ fjerdestørste ejer efter de tre stater, Knut og Alice Wallenbergs fond.