EasyJet-fly ved Go-fingeren i København Lufthavn (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

CPH får tre nye easyJet-ruter til Spanien

EasyJet er klar med nye spanske sæsonruter fra tre skandinaviske lufthavne. Fra København bliver Barcelona, Málaga og Palma de Mallorca nye destinationer fra midten af juli.

Der er udsigt til en meget varm sommer på de populære spanske ruter fra Københavns Lufthavn til Barcelona, Málaga og Palma de Mallorca.

Fra den 19. juli bliver kapaciteten nemlig øget, når det britiske lavprisflyselskab easyJet åbner nye sæsonruter til samtlige tre destinationer. Der er planlagt tre ugentlige flyvninger til Málaga samt fire afgange om ugen til både Barcelona og Palma de Mallorca frem til den 29. oktober.

På ruten til Barcelona skal easyJet flyve i konkurrence med Norwegian og Vueling, og på ruterne til de øvrige to destinationer støder de ind i Norwegian, Ryanair, SAS og Vueling.

”Vi er meget glade for at easyJet opstarter tre nye ruter til Spanien denne sommer. Det er fantastisk at easyJet øger deres program fra CPH med ekstra kapacitet til danskere og sydsvenskere der længes efter at komme afsted ned til solen,” siger Morten Mortensen, der er chef for Airline Sales & Route Development i Københavns Lufthavn.

Fra storby- til soldestinationer
I forvejen har easyJet et stort rutenet fra CPH, hvilket primært er storbydestinationer men med tilføjelsen af Málaga og Mallorca går selskabet ind i det rendyrkede leisuremarked.

“Vi ved, at vores kunder ikke kan vente med at udforske Europa, komme ned til solen eller blive genforenet med venner og familie, så vi har tilføjet tre nye ruter til Palma de Mallorca, Málaga og Barcelona for yderligere at styrke vores tilbud fra København, der allerede har forbindelse til populære europæiske destinationer som Amsterdam, Berlin, Paris, London,” udtaler William Wet, easyJets landechef for Danmark.

Før coronapandemien var easyJet den fjerdestørste operatør i Københavns Lufthavn med næsten 1,7 millioner passagerer i 2019. Disse passagerer var fordelt på ruter til Basel, Berlin-Tegel, Berlin-Schönefeld, Bristol, Edinburgh, Geneve, London-Gatwick, Lyon, Manchester, Milano-Malpensa, Nantes, Paris-CDG, Venedig og Åre Östersund. Herudover har easyJet sidenhen åbnet en rute til Amsterdam.

Tre svenske ruter
Det er ikke alene Københavns Lufthavn, der kommer til at nyde godt af easyJets ekspansion i Skandinavien. Stockholm-Arlanda får også en ny rute til Málaga, mens easyJet vil flyve til Palma de Mallorca fra både Stockholm og Gøteborg.

Grundlaget for Mallorca-ekspansionen hænger sammen med, at easyJet netop har åbnet en sæsonbase i Málaga, hvor der stationeres i alt tre fly. I forvejen har selskabet baser i Barcelona og Palma de Mallorca.

 

Relaterede artikler:

EasyJet åbner rute fra CPH til Amsterdam

EasyJet åbner endnu en Berlin-rute fra CPH

EasyJet åbner CPH-rute til Sverige