EasyJet får om kun en måned sin anden rute mellem København og Berlin, når Københavns Lufthavn bliver en del af lavprisselskabet lynoffensiv i Berlin Tegel-lufthavnen.
De flyrejsende mellem København og Berlin får om kort tid endnu flere flyvninger at vælge imellem og fordel af endnu hårdere konkurrence mellem de selskaber, som betjener ruten.
Det britiske lavprisflyselskab easyJet har nemlig besluttet at gå ind på ruten mellem København og Berlin-Tegel lufthavnen. I dag flyver selskabet kun mellem CPH og Berlin-Schönefeld lufthavnen. Men fra 7. januar vil easyJet flyve to gange dagligt mellem Tegel og CPH alle ugens dage ved siden af de 13 ugentlige flyvninger mellem Schönefeld og CPH.
Voldsom fremgang
EasyJet er ikke ene om at gøre det lettere at flyve mellem København og Berlin i det nye år. Den 1. februar øger Norwegian således fra en til to daglige flyvninger på sin rute mellem Berlin-Schönefeld og København, mens SAS allerede har opjusteret kapaciteten til 10 ugentlige afgange til Berlin-Tegel lufthavnen.
Samlet set betyder det en stigning fra de nuværende 30 ugentlige rotationer mellem de to hovedstæder til 51 ugentlige rotationer fordelt på 10 SAS-flyvninger og 14 easyJet-flyvninger mellem CPH og Tegel samt 14 ugentlige Norwegian-flyvninger og 13 ugentlige easyJet-flyvninger mellem CPH og Schönefeld.
Umiddelbart lyder det som en voldsom fremgang med 21 nye ugentlige flyvninger. Men man skal huske på, at før konkursen fløj airberlin fire gange dagligt – 28 gange om ugen – med Airbus A320-200 mellem København og Tegel, og det er dette hul som de øvrige flyselskaber forsøger at fylde ud.
Berlin var i 2016 den ottende største destination fra Københavns Lufthavn. Her rejste samlet 681.528 passagerer mellem de to byer fordelt på 452.866 passagerer på ruten til og fra Tegel-lufthavnen og 228.662 mellem København og Schönefeld.
Lynåbner 19 nye ruter
EasyJets åbning af en rute mellem Berlin-Tegel og København er et af resultaterne af, at easyJet i forbindelse med airberlins betalingsstandsning og afvikling i slutningen af oktober indgik en aftale med airberlin om, at easyJet overtager af 25 Airbus A320-fly på basen i Tegel Lufthavn samt flere hundrede landingstilladelser i Tegel. For at sætte flyene i sving, så har easyJet besluttet at lynåbne 19 nye ruter fra Tegel. De første 13 ruter åbner allerede den 7. og 8. januar, mens de resterende seks ruter åbner i løbet af februar og marts.
Foruden København-ruten, så åbner easyJet blandt andet også fire indenrigsruter til Düsseldorf, Frankfurt, München og Stuttgart med op til henholdsvis to, fem, otte og fire daglige flyvninger. De fire ruter åbner den 7. januar og er tydeligvis et forsøg på at snuppe så meget af det indenrigsmarked, som airberlin efterlader sig.
Desuden åbner easyJet ruter fra Berlin-Tegel til blandt andet Helsinki, Madrid, Milano, Paris, Rom, Wien, Zürich og Stockholm. Sidstnævnte rute åbner den 1. marts med to daglige flyvninger.
Det varer dog et stykke tid, inden easyJet får adgang til de fly, der skal overtages fra airberlin. Derfor har det været nødvendigt at wetlease seks fly fra det lettiske flyselskab Smart Lynx Airlines. Ifølge SmartLynx Airlines er aftaleperioden fra den 7. januar til den 31. marts 2018, og alle flyene får i aftaleperioden base i Tegel-lufthavnen. Det bliver altså disse fly, som skal bruges til at løbe de mange nye ruter i gang.
EasyJets annoncering af de mange nye Tegel-ruter kommer kort tid efter at Lufthansas datterselskab Eurowings udskød sine planer om at åbne Tegel-ruter til blandt andet København og Stockholm. Oprindeligt ville Eurowings begynde at flyve til København, Stockholm og Gøteborg fra midten af januar. Men fornylig valgte man at udskyde de planer på ubestemt tid. Eurowings står også til at overtage en lang række fly fra airberlin.
Indlede frontalangreb
Som CHECK-IN.dk beskrev mandag, så står Berlin-Tegel til at blive den helt store slagplads for de selskaber, som gerne vil samle markedsandele op efter airberlin. Således har Ryanir netop ansøgt om en række slots (start- og landingstilladelser, red.) i Tegel-lufthavnen med henblik på at basere hele ni fly i den slotrestriktive tyske hovedstadslufthavn. I forvejen har Ryanair ni basefly i Schönefeld-lufthavnen, der også ligger i Berlin.
Dermed ønsker Ryanair at indlede et frontalangreb på easyJet og Eurowings, der begge havde håbet at kunne dele de tidligere airberlin-ruter og tilhørende start- og landingstilladelser mellem sig.
“Ryanair har ansøgt om slots i Berlin Tegel og er parate til at investere op til en milliard dollars i flere fly og dermed at kunne fordoble Berlin-trafikken til 10 millioner passagerer i løbet af de kommende 18 måneder. Denne investering vil garantere adgang til Ryanairs laveste priser og give Berlin-borgerne og besøgende til byen mulighed for at undgå de høje billetpriser fra Lufthansa/easyJet duopolet,” sagde Ryanairs kommercielle direktør David O´Brien fornylig.
Massiv oprustning
Med udsigt til 18 Ryanair-fly fordelt på de to lufthavne i den tyske hovedstad, bliver der nok at se til for easyJet, der lige nu står til at blive den største operatør i Berlin, da man i forvejen har 12 fly stationeret i Schönefeld. Eurowings er også i gang med en massiv oprustning i Tegel, og Lufthansa-koncernen har da også indgået en aftale med airberlin-boet om at overtage 81 fly og 3.000 ansatte. En del af disse fly har baser i Düsseldorf og Wien, men det ventes at omkring 20 fly vil blive indsat i Berlin. Om Eurowings fortsat har appetit på at anvende et af flyene til en CPH-rute må tiden vise.
Relaterede artikler:
Ryanair vil gøre Tegel-lufthavnen til lavprisslagmark
Norwegian dobbelt dagligt fra København til Berlin
Eurowings udsætter Berlin-rute til København
EasyJet overtager op til 25 airberlin-fly