Antallet af passagerer i Københavns Lufthavn lå i september 83 procent under niveauet i samme måned sidste år. Det var en større nedgang end i august og juli. Krisen har indtil videre kostet CPH 16,4 millioner passagerer.
Antallet af passagerer i Københavns Lufthavn lå i september fortsat langt under niveauet sidste år. I alt rejste 473.509 passagerer i september måned gennem CPH mod 2.804.077 i september sidste år, hvilket svarer til et fald på 83,1 procent.
I den forudgående måned – august – var der tale om et fald på 78,9 procent, mens der i juli var 81,8 procent færre passagerer end i juli sidste år. Udviklingen i passagertallene går således igen i den forkerte retning, efter en lille forbedring i juli og august ovenpå forsommerens dramatiske fald på op til 99 procent.
“International luftfart er i en historisk krise, og hvis vi troede, at nu kan det næppe blive værre, så er det her ved indgangen til efteråret faktisk blevet endnu værre, og mulighederne for at rejse bliver stadigt mindre,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, i en kommentar til CPH’s trafiktal for september.
CPH: Krisen er alvorlig som aldrig før
I alt har CPH mistet over 16,4 millioner passagerer, siden der blev erklæret coronakrise den 11. marts, og med nye stigninger i smittetrykket både herhjemme og i udlandet er der udsigt til, at krisen fortsætter.
“Luftfartens krise er alvorlig som aldrig før. At vi ikke kan rejse rammer tusinder af arbejdspladser herhjemme og kan på sigt ramme Danmarks evne til at genvinde positionen som Nordeuropas vigtigste knudepunkt for flytrafik og fragt til hele verden – det vil vi gøre alt for ikke sker,” siger Peter Krogsgaard.
De interkontinentale ruter fra CPH oplever ikke overraskende den største nedgang i passagertallet med et fald på 91,8 procent i september, mens antallet af passagerer på de europæiske ruter faldt med 83,7 procent. Antallet af charterpassagerer faldt med 81,9 procent, mens indenrigstrafikken ”kun” faldt med 54,5 procent.
Den alvorlige krise afspejler sig ikke alene i CPH’s passagertal, men også belægningsprocenten på flyene i lufthavnen. Den gennemsnitlige belægningsprocent er således faldet fra 60 procent i juli til under 40 procent i slutningen af september, oplyser CPH i en pressemeddelelse.
CPH: Fælles Covid-19 lyntest i EU af rejsende
Ifølge CPH er den største udfordring for luftfarten i øjeblikket den usikkerhed, som de mange regler og retningslinjer i Europa skaber. Derfor vil indførelse af en fælles europæisk procedure med Covid-19-lytests inden afrejse i lufthavne være en god løsning, indtil en vaccine er tilgængelig.
“Ambitionen må være at udrulle en anerkendt lyntest i Europa, så man kun kommer ud af flyve med en dugfrisk negativ test, og derfor frit kan rejse rundt på forretning, ferie og uddannelse. Det vil give os alle en masse frihed tilbage – og mulighed for at stoppe det frie fald for dansk luftfart og mobiliteten i Europa,” siger Peter Krogsgaard.
Relaterede artikler:
Spirende fremgang i CPH er stagneret