Det nye sikkerhedsudstyr i Københavns Lufthavn. (PR-foto)

CPH klar med første nye sikkerhedsspor

Københavns Lufthavn er i gang med en opgradering af sin sikkerhedskontrol. Nu er man klar til at tage en del af det nye system i brug, og for heldige rejsende kan kontrollen nu blive mere gnidningsfri.

For godt et halvt år siden gik Københavns Lufthavn i gang med en opgradering af sin sikkerhedskontrol med mere moderne udstyr. I foråret 2026 skal 20 nye sikkerhedsspor stå klar, og nu er man klar med de første fem, oplyser lufthavnen i en pressemeddelelse.

Her skriver lufthavnen, at nogle sommerrejsende derfor kan se frem til en lettere tur igennem sikkerhedskontrollen per den 7. maj 2025.

”I dag er en meget glædelig dag, hvor vi er nået i mål med første etape af vores nye sikkerhedskontrol. Vi har testet udstyr og teknologi i flere år for at finde den bedste løsning til passagererne og vores medarbejdere, og nu er vi klar til at tage imod rejsende på de første fem spor. Det er en stor milepæl,” siger Kristoffer Plenge-Brandt, driftsdirektør i Københavns Lufthavn.

Kan slippe for besvær
Københavns Lufthavn oplyser, at ombygningen af sikkerhedskontrollen er en del af den digitale udvikling, som man håber kan gøre besøget i Københavns Lufthavn så effektivt og let for passagererne som muligt.

De rejsende, som kommer gennem sikkerhedstjekket med det nye udstyr, kommer ifølge Københavns Lufthavn til at slippe for besvær, som ellers er forbundet med en tur igennem sikkerhedskontrollen.

For eksempel skal passagerer ikke længere tage elektronik op af deres håndbagage, bælter og ure kan blive på, og sko kan scannes i en separat maskine, mens passageren beholder skoene på.

Indtil alle 20 sikkerhedsspor med den nye teknologi er klar i 2026, skal rejsende fortsat pakke deres håndbagage, som man plejer, lyder det fra lufthavnen. De gamle sikkerhedsspor er fortsat i drift under ombygningen for at sikre, at man har den fornødne kapacitet. For passagerer er det tilfældigt, om man kommer igennem det nye eller det gamle sikkerhedstjek.

”I fremtiden bliver det muligt at lade alt indhold blive i håndbagagen, men indtil vi er helt i mål med ombygningen af sikkerhedskontrollen, skal passagererne gøre præcis, som de plejer. Først når de kommer frem til kontrolpunktet, vil passagererne kunne opleve, at Security-personalet beder dem om at lade mere indhold blive i håndbagagen end sædvanligt. På den måde sikrer vi, at vi opretholder det høje niveau af flysikkerhed – også mens vi bygger om,” siger Kristoffer Plenge-Brandt.

Benytter topmoderne teknologi
Teknologien, som man installerer, inkluderer blandt andet en CT-scanner, som kan generere 3D-billeder af indholdet i passagerernes håndbagage. Det betyder, at man lettere kan identificere eventuelle forbudte genstande, som ikke må komme med ud at flyve.

Hver enkelt scanner vejer to tons, og ved båndet er der plads til, at fire passagerer på samme tid kan lægge deres håndbagage på. Det medvirker til, at turen gennem sikkerhedstjekket bliver mere effektiv, oplyser Københavns Lufthavn.

Passagererne, som er på vej igennem sikkerhedskontrollen, vil også bemærke, at rummet omkring sikkerhedskontrollen er blevet renoveret. Nye løsninger med blandt andet glas og hvide lofter gør omgivelserne mere åbne og lette med et bedre lysindfald, og et opdateret ventilationssystem forbedrer temperaturen i rummet, lyder det.

Ombygningen af sikkerhedskontrollen fortsætter de næste 12 måneder, men til november vil yderligere seks nye sikkerhedsspor være klar til passagererne, oplyser Københavns Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Sikkerhedskontrollen i CPH ombygges

Passagerrekord i CPH’s jubilæumsmåned

Spændinger mellem Indien og Pakistan kan mærkes i CPH