CWT leverer beskedent resultat efter omsætningsrekord

Carlson Wagonlit Travel, der er Danmarks største erhvervsrejsebureau, nåede i 2012 op på en omsætning over 1,5 mia. kroner. Bundlinjen var dog 1.000 gange mindre end toplinjen.

Danmarks største erhvervsrejsebureau er blevet større, i hvert fald hvad på toplinjen. Carlson Wagonlit Travel øgede i 2012 omsætningen til over 1,5 mia. kroner, hvilket var en fremgang på 2,1 procent i forhold til året før. Samtidig var det omsætningsrekord for CWT i Danmark.

Men rekordomsætningen blev dog ikke fulgt op af indtjeningsrekord. Resultat af den primære drift var 4,5 mio. kroner, mens der efter finansielle poster blot var 1,4 mio. kroner tilbage på bundlinjen. Det er således under 0,1 procent af omsætningen, der udgør overskuddet fra salg og rådgivning omkring erhvervsrejser.

I årsrapporten skriver administrerende direktør Sophie Hulgard, at resultatet anses som værende tilfredsstillende.

“Resultatet af den primære drift er en klar forbedring i forhold til sidste år. Det er den linje, som vi gerne vil beholde,“ siger Sophie Hulgard til CHECK-IN.dk.

Tilpasning af forretningen
Selvom CWT kom ud med et relativt svagt resultat for 2012, er det en klar forbedring i forhold til året før. Her måtte erhvervsrejsebureauet for første gang i mange år aflevere et regnskab med et underskud.

Men der fremgår også, at Carlson Wagonlit Travel har været i gang med sparekniven og tilpasset forretningen. Det er blandt andet sket ved at reducere antallet af medarbejdere fra 184 til 173. Det har mindsket løn og personaleomkostningerne med lidt mere end 4 mio. kroner, hvilket mere eller mindre svarer til resultatfremgangen.

“Vi har brugt 2011 til at ændre vores systemer, ligesom vi har haft omkostninger med at flytte personale. I 2012 har vi haft disse ting på plads, hvorfor vi har kunnet arbejde mere effektivt. Derfor kan vi tage imod samme antal bookinger med færre ansatte i forhold til året før,“ forklarer CWT-direktøren.

Markedet er afventende
Carlson Wagonlit Travel er ikke særlig specifik omkring forventningerne til fremtiden. Man forventer en “stabil udvikling“ i omsætningen samt “en øget produktivitet via automatisering af processer.“ Alt andet lige skulle det betyde, at der kan ventes et noget bedre resultat for 2013 fra den danske afdeling i Ørestaden.

Men det skal man ikke være helt sikker på, idet der er mørke skyer, der truer i horísonten.

“Markedet spiller lidt imod det, som vi har skrevet i årsrapporten. Vi kan mærke, at markedet virker lidt afventende. Selvom der kommer nye kunder i hus, er det ikke et resultat vi ser her og nu. Vi er usikre på, hvor vi ender i juni måned, og hvordan september måned kommer i gang efter sommerferien,“ konstaterer administrerende direktør Sophie Hulgard.