Transportminister Benny Engelbrecht (Foto: Claus Bech)

Danmark går i front for social ansvarlighed i luftfarten

Transportminister Benny Engelbrecht står sammen med syv EU-ministerkolleger bag erklæring, der opfordrer til at sikre ordnede forhold i for flypersonale i Europa.

Coronakrisen har skærpet debatten om løn- og arbejdsvilkårene inden for luftfarten i Europa. Det har man blandt andet set i Norge, hvor det ungarske lavprisflyselskab Wizz Airs indtog på det norske marked for indenrigsflyvninger har mødt modstand og varsling af boykot helt op på regeringsniveau på grund af de vilkår, som Wizz Air byder deres medarbejdere.

Debatten begrænser sig dog ikke til Norge. I flere andre europæiske lande er der også fokus på de store ændringer, som der er sket inden for branchen gennem flere år med et øget antal atypiske ansættelsesformer – for eksempel via bureauer eller som ”selvstændige” – og ​​operationelle baser i flere lande med forskellige love og regler.

Otte lande bag erklæring
På den baggrund opfordrer transportministre fra otte EU-lande nu i en fælles, officiel erklæring EU-Kommissionen og EU-medlemsstaterne til at modarbejde social dumping og sikre ordnede forhold for flybesætninger i EU-landene.

Det drejer sig om transportministrene fra Belgien, Danmark, Frankrig, Holland, Italien, Luxembourg, Portugal og Østrig.

”Vi udtrykker vores fælles mål om at fremme socialt ansvarlige flyforbindelser i Europa, hvor de sociale rettigheder beskyttes, sikkerheden forbedres yderligere, og konkurrencen er baseret på rimelige forhold snarere end på dumpingpraksis – hvilket også er en forudsætning for at tiltrække, træne og beholde højt kvalificerede fagmedarbejdere,” hedder det i erklæringen.

Mærkesager for dansk regering
Den danske transportminister Benny Engelbrecht (S) er en af underskriverne på erklæringen, og han kommenterer også initiativet på sin Twitter-konto.

”Ordnede arbejdsforhold og indsats mod social dumping er mærkesager for regeringen, og derfor er jeg glad for, at Danmark sammen med syv andre EU-lande nu sætter fokus på social ansvarlighed i luftfarten, når den skal på vingerne igen efter Corona,” skriver Benny Engelbrecht i et tweet.

FPU: En vigtig erklæring
Anders Mark Jensen, næstformand i fagforeningen FPU, som organiserer piloter og kabinemedarbejdere, glæder sig over EU-transportministrenes erklæring.

“Næsten 2000 piloter og kabineansatte i Danmark har mistet deres luftfartsjob. Fokus på en social fair luftfartsbranche i EU kan få betydning for den situation, de står i post-corona, hvor rigtig mange kabineansatte og piloter skal genansættes, men til et færre antal job,” siger Anders Mark Jensen til CHECK-IN.dk.

Ifølge FPU er det afgørende, at de mange fyrede luftfartsmedarbejdere ikke udnyttes af “kyniske selskaber via kreative konstruktioner”.

“Vi ser både Ryanair og Wizz Air udnytte krisen på kynisk og kreativ vis. Den kamp vi har kæmpet for at få sat unfair konkurrence og social dumping på den politiske dagsorden, er nu mere vigtig end nogensinde, så vi ikke ser en tsunami af social dumping rulle ind over Danmark og EU, når tingene vender. Derfor er denne erklæring vigtig,” siger Anders Mark Jensen.

Behov for koordinering
Ifølge de otte lande bag erklæringen er der et presserende behov for bedre koordinering mellem europæiske og nationale transportmyndigheder og sociale myndigheder, for at sikre ordnede forhold i luftfarten – ikke mindst i forbindelse med coronakrisen.

Hvis branchen skal komme stærkere og mere modstandsdygtig ud af krisen, skal der sikres sund og retfærdig konkurrence og tilvejebringes socialt ansvarlige flyforbindelser til Europas rejsende, fastslår transportministrene.

”For at opnå dette opfordrer vi EU-Kommissionen til at tage aktivt lederskab, og vi forpligter os til at spille vores rolle i vores respektive lande såvel som på EU-niveau i tæt koordinering med Kommissionen, medlemsstaterne, Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed og inden for ekspertgruppen om sociale anliggender i forbindelse med flybesætninger,” siger transportministrene i den fælles erklæring.

 

Relaterede artikler:

Norge vil stoppe Wizz Air’s dumpingpriser

Norsk boykot af Wizz Air breder sig

FPU: Dybt problematisk med Wizz Air-satsning