Mads Brandstrup Nielsen. (Foto: Danske Medier | PR)

Dansker bliver ny kommunikationsdirektør hos SAS

Den erfarne medieprofil Mads Brandstrup tiltræder den 1. januar 2024 som ny kommunikations- og PR-direktør hos SAS. Han kommer direkte fra en stilling som administrerende direktør for Danske Medier.

Den 1. januar 2024 træder 45-årige Mads Brandstrup ind ad døren hos SAS, hvor han fra denne dato overtager ansvaret for flyselskabets kommunikations- og PR-arbejde. En stilling, der er blevet ledig, idet Karin Nyman forlader SAS til en fordel for en stilling hos svenske TV Media.

I sin nye stilling kommer danske Mads Brandstrup til arbejde tæt sammen med koncernchef Anko van der Werff og vil få ansvaret for både de interne og eksterne kommunikationsopgaver. Selvom der skal arbejdes tæt sammen med koncernchefen, skal den nye kommunikationsdirektør dog referere til vicekoncernchef Carina Malmgren Heander, der er Chief of Staff.

“Vi er meget tilfredse med ansættelsen af Mads Brandstrup. Hans omfattende ledelseserfaring fra højtstående kommunikationsroller, som var tæt integrerede med topledelsesteams, vil gøre en stor forskel for SAS,” siger Carina Malmgren.

Stor og bred erfaring
Det er en erfaren herre inden for medieverdenen og public affairs, der fremover skal stå i spidsen for kommunikationsarbejdet hos SAS. Han har i perioden fra 2019 til 2021 været særlig rådgiver for finansminister Nicolai Wammen (S), og før den tid var Mads Brandstrup ansvarlig for Socialdemokratiets pressetjeneste.

CV’et rummer også roller som politisk redaktør og reporter hos blandt andre Dagbladet Børsen, Politiken, TV 2 og DR Nyheder. Siden 2021 har Mads Brandstrup været bestyrelsesmedlem hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor han selv dimitterede fra i 2004.

“Jeg er taknemmelig for muligheden for at fortsætte med at styrke SAS’ kommunikationsindsats på dette afgørende tidspunkt i luftfartsindustrien – og for SAS. Med min baggrund inden for både journalistik, kommunikation og public affairs, ser jeg frem til at anvende min erfaring for at tilføre værdi til teamet og SAS,” udtaler Mads Brandstrup i en pressemeddelelse.

 

Relaterede artikler:

Kommunikationsdirektør forlader SAS

Fjerde pressechef i SAS Danmark på 15 måneder

Personaleflugt hos SAS Kommunikation