DAT fik afslag på ny jordomrejse med VM-pokal

For fire år siden havde det danske flyselskab Danish Air Transport fornøjelsen af at flyve VM-pokalen rundt i hele verden, men i år tilfalder æren det britiske flyselskab Titan Airways.

Den ikoniske VM-pokal, der gives til verdensmesteren i fodbold, er atter en tur rundt på den store jordklode på rejsen FIFA World Cup Trophy Tour for at promovere en VM-slutrunde.

Danish Air Transport (DAT) vandt kampen om at få lov at flyve pokalen rundt for fire år siden inden VM-slutrunden i Brasilien, og flyselskabet havde håbet på igen at få chancen for at flyve pokalen rundt i verden inden VM-slutrunden til sommer i Rusland.

”Vi afgav også tilbud på turen i år. Der var en budproces i gang, og vi var med til absolut sidste runde. Men vi var i en situation, hvor Titan Airways sad med bedre kort på hånden til projektet, og derfor vandt vi simpelthen ikke turen,” siger Jesper Rungholm, administrerende direktør og kaptajn hos DAT, til CHECK-IN.dk.

Titan Airways er et britisk charterflyselskab grundlagt i 1988, og det har base i hovedstadslufthavnen London Stansted. Flyselskabet har indsat en Boeing 737-300 med registrering G-POWC, og flyet skal rundt i hele verden for at vise trofæet frem. Et trofæ, der gives til vinderen af VM-finalen i Moskva den 15. juli.

Det til lejligheden specialmalede Boeing-fly begyndte allerede sin rundrejse fra London Stansted den 23. januar, og flyet skal i alt besøge 91 lufthavne i 51 forskellige lande. Indtil videre er det blevet til stop i blandt andet Colombo, Phuket og Macau, og ifølge data fra Flightradar24 befinder flyet sig lige nu i Tashkent i Uzbekistan.

90 lande på 221 dage
I 2014 var DAT altså operatør på den seneste FIFA World Cup Trophy Tour, der arrangeres af Coca-Cola, og som har til formål at promovere den kommende VM-slutrunde. Den verdensomspændende turné bestod dengang af besøg i hele 90 lande, og turen tog i alt 221 dage med DAT’s MD83-fly med registering OY-RUE.

Den første tur gik fra Coca-Colas hovedsæde i Atlanta til Costa Rica, og den sidste rejse med VM-pokalen var fra Los Angeles til Rio de Janeiro.

DAT-flyet blev op til turen malet i den karakteristiske, røde Coca-Cola-farve. Et arbejde, der havde en pris i underkanten af to millioner kroner. Ved hvert stop på rundrejsen blev flyets kabine omdannet til receptionslounge med 40 VIP-pladser. Og med om bord var desuden flere sikkerhedsfolk til at passe på VM-pokalen.

Fløj tværs over Stillehavet
Jesper Rungholm har fløjet fly siden 1979, og han var selv med på blandt andet første og sidste ben på FIFA-jordomrejsen for fire år siden. Og der er særligt én flyvetur fra denne rejse, der står klarest i kaptajnens erindring.

”Når jeg engang går på pension, så er en af de flyveture, jeg kommer til at huske bedst, min tur over Stillehavet. Vi krydsede fra Papua Ny Guinea til Chile – tværs over Stillehavet. Det var uden passagerer, men det bliver helt klart en af de flyveture, som jeg vil kunne huske fra mit lange flyveliv,” siger han til CHECK-IN.dk.

Den specifikke flyvetur, Jesper Rungholm omtaler, var mens selve FIFA World Cup Trophy Tour var neutraliseret i en uge på grund af ferie til folkene omkring turen. Jordomrejsen blev neutraliseret i Jakarta, og i pausen flyttede Jesper Rungholm flyet til Santiago i Chile sammen med en anden pilot og en tekniker.

Titan Airways’ rundtur med VM-pokalen inden sommerens slutrunde i Rusland er fjerde gang et sådant projekt bliver gennemført i historien.

 

Relaterede artikler:

DAT skal flyve med FIFA VM-pokalen

Dansk fly i vellykket FIFA-rejse

DAT fløj danske fodboldhelte hjem fra Dublin

DAT vil sælge MD83-fly

DAT måtte ikke vise sit Coca-Cola fly