Den store skandinaviske asfalt-offensiv

Oslo Gardermoen, Stockholm Arlanda og Københavns Lufthavn lægger alle tre ny asfalt på landingsbanerne i sommerugerne. Det skal bane vejen for Airbus A380 og giver flyspottere lidt afveksling i hverdagen.

Normalt gør Københavns Lufthavn meget ud af at understrege, at de i virkeligheden ikke har meget til fælles med de to andre skandinaviske hovedstadslufthavne, Oslo Gardermoen og Stockholm Arlanda. Vi har man langt flere udenrigsrejsende og langt flere ruter, lyder det fra Amager-lufthavnen, der hellere spejler sig selv i lufthavne som Amsterdam Schiphol, München Franz Josef Strauss og Zürich Kloten.

I disse uger kommer Københavns Lufthavn dog ikke udenom, at CPH har ret meget tilfælles med Gardermoen og Arlanda. I alle tre lufthavne er man nemlig i fuld gang med at lægge asfalt en eller flere landingsbaner. Og i alle tre lufthavne handler det ikke kun om at lægge ny afsalt oven på den slidte asfalt. Det handler også om at gøre lufthavnene klar til at modtage Airbus A380-fly.

1000 lastvognslæs
I Københavns Lufthavn er det den 3,3 kilometer lange østlige hovedbane 04R/22L, der skal have ny belægning. Samtidig udvides den 45 meter brede bane med 4 meter i hver side, for at Airbus A380’erens to yderste motorer er inde over banen og ikke suger for meget snavs og græs ind.

Dertil kommer vedligehold og ny belægning på flere af rullevejene. I alt skal cirka 250.000 kvadratmeter asfalteres. Det svarer til 12 kilometer to-sporet motorvej. Det kræver cirka 30.000 tons ny asfalt – svarende til 1000 lastvognslæs med sættevogne. Der arbejdes i døgndrift i juli og august. Foruden asfalt, så skal monteres 650 landingslys og trækkes 20 km kabler.

Arbejde i døgndrift
Normalt bliver banerne i CPH vedligeholdt hver sommer. Det er det eneste tidspunkt, hvor det er muligt at arbejde effektivt med asfalten og banernes belægning. For at begrænse generne for naboerne omkring lufthavnen, er det et arbejde, der normalt finder sted om natten.

Men nu er man nået dertil, hvor den ene af de to hovedbaner har brug for en ekstra gennemgribende renovering. Det arbejde er så omfattende, at man er nødt til at lukke banen i cirka to måneder og arbejde i døgndrift. Lukningen af den østligste hovedbane langs Øresund betyder, at flytrafikken hovedsageligt bliver afviklet på den vestlige bane 04L/22R. I perioder vil det dog være nødvendigt at afvikle en del af flytrafikken på tværbanen bane 12/30. Når lufthavnen bruger tværbanen bliver indflyvningen til lufthavnen enten hen over Københavnsområdet eller Malmø.

45.000 tons asfalt
I Oslo Gardermoen lukker man bane 01L/19R i to gange fire dage i juli. I første omgang startende i dag fredag frem til mandag og så igen fra fredag til mandag om en uge fra nu. Dette er tredje etape i projektet med at renovere banen. Det startede i april og i første og anden etape har hver ende af banen været lukket, så der har været mere landingsbane til rådighed – men uden at banen har været helt lukket.

”Den sidste etape vedrører midten af banen, og så banen nødt til at være helt lukket for trafik,” siger projektleder Runar Botten fra Oslo Lufthavn.

Samlet vil der i Gardermoen blive udlagt 45.000 tons asfalt. Hele projektet har et samlet budget på over 150 mio. norske kroner.

Komme tæt på
I Stockholm Arlanda er det også bane 01L/19R lukket i hele juli for blandt andet at forstærke kanten af banen, for at kunne modtage Airbus A380. Samtidig opgraderes indflyvningslyset i den nordlige ende af banen.

Arlanda fremhæver selv, at den lukkede bane giver flyspottere gode muligheder for at komme tæt på startende og landende fly på et særligt udkigspunkt mellem de to tilbageværende aktive landingsbaner.

Suverænt flest sæder
Københavns Lufthavn kan dog glæde sig over, at man på ét punkt med relation til asfalt-offensiven adskiller sig fra de to andre. Som den eneste af de tre lufthavne har CPH nemlig en dato for hvornår det første Airbus A380-fly lander. Det sker 1. december i år, når Emirates indsætter dobbeltdækkerflyet på sin daglige rute til Dubai.

I forhold til Schiphol, Franz Josef Strauss og Kloten kan CPH desuden bryste sig af, at der bliver tale om det passagerfly i verden med suverænt flest sæder. Emirates kan nemlig ikke sælge First Class i Jantelovs-Danmark. Derfor bliver det Emirates’ første med to-klasses layout, som indsættes på CPH-ruten. Det betyder at de normale 517 sæder i et tre-klasses setup bliver erstattet af 615 sæder fordelt på to klasser.