Anko van der Werff, koncernchef i SAS. (Foto: SAS | PR)

“Det kan blive en linedans for Anko van der Werff”

September måneds trafiktal viser, at genrejsningen hos SAS står i stampe, og den nye koncernchef skal gennemføre besparelser uden at det ender i dyre konflikter, vurderer analytiker.

Det er ikke udfordringer, der mangler i SAS. Det skandinaviske flyselskab har netop offentliggjort trafiktallene for september, og de er “markant lavere end, hvad vi havde forventet,” som det udtrykkes af aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank, der har fulgt SAS-aktien gennem mange år.

Han hæfter sig ved, at trafikindtægterne i september kun var fem procent bedre end i august, og at der stadig er meget langt til tidligere tiders niveauer. Belægningen faldt endda i august i forhold til de to foregående måneder til 52,8 procent, da SAS flyver meget til USA med få passagerer og lastrummet fyldt med cargo.

“September er typisk en måned, hvor de forretningsrejsende fylder meget i SAS’ normale trafik, og netop derfor er det heller ikke totalt overraskende (men alligevel rigtig skidt), at trafikgenrejsningen stort set står i stampe fra niveauet i august,” skriver Jacob Pedersen i en kommentar til trafiktallene.

Tal fra prissammenligningstjenesten Momondo viser dog, at søgningerne på rejser i både Danmark og Norge lige nu ligger omkring 5 – 15 procent under normalen, hvorfor der er håb om en stærkere trafikgenrejsning i de kommende måneder.

Krav til omkostnings- og effektivitetsforbedringer
Men selvom der er udsigt til flere passagerer, så mener Sydbank-analytikeren, at der er behov for forbedringer på omkostningssiden. 

SAS har for nylig meddelt, at man etablerer nye supplerende produktionsplatforme, henholdsvis SAS Connect og SAS Link, der er baseret på billigere og mere fleksible overenskomster.

Det sker som følge af, at SAS efter tilpasningerne i juni sidste år har beholdt de dyreste medarbejdere som følge af den fællesskandinaviske anciennitetsordning. Disse medarbejdere har ikke ønsket at imødekomme de krav til besparelser, som SAS har lagt op til. Til gengæld har de europæiske konkurrenter i mange tilfælde været i stand til at forhandle billigere aftaler på plads med medarbejderne.

Uden en adressering af omkostnings- og produktivitetsforholdene hos de tilbageværende medarbejdere, vil SAS, ifølge Jacob Pedersen, ikke være konkurrencedygtige.

“Det kan blive en linedans for Anko Van der Werff at gennemføre de nødvendige produktivitets- og omkostningstilpasninger, uden at det ender i dyre arbejdsnedlæggelser,” vurderer Jacob Pedersen.

 

Relaterede artikler:

Norwegian haler ind på SAS

SAS-piloter i oprør over ny platformstrategi

Ny SAS-chef får brug for evnen som brandslukker