Den hollandske regerings planer om at reducere antallet af flyvninger til og fra Amsterdam-Schiphol er blevet erklæret ulovlig af højesteretten i Holland. Afgørelsen vækker glæde hos KLM og IATA.
Støjen omkring Amsterdam-Schiphol Airport er for voldsom, og i den forbindelse har der været flere forslag fremme til at reducere generne for lufthavnens naboer.
Fra den hollandske regerings side lød forslaget, at det årlige antal operationer i storlufthavnen skulle reduceres fra 500.000 til 460.000 fra april 2024, mens der skulle skæres yderligere ned i årene derefter. Dette forslag blev imidlertid suspenderet i november sidste år efter stort pres fra flyselskaber samt EU og amerikanske myndigheder.
Nu har den øverste domstol i Holland så stadfæstet en tidligere afgørelse fra Amsterdam District Court om, at forslaget om at reducere antallet af flyvninger i Schiphol var ulovlig. Begrundelsen er, at forslaget ikke fulgte den internationalt accepterede balanced approach-tilgang omkring håndtering af støjforurening fra luftfart.
Dommen fra byretten blev oprindeligt omstødt af den hollandske appeldomstol, hvilket førte til sagen i landets højesteret.
Glæde over afgørelse hos KLM
Dommen fra højesteretten bliver hilst varmt velkommen fra flere aktører i luftfartsbranchen, der har kæmpet imod gennemførelsen af planerne om at reducere antallet af Schiphol-operationer.
Den klart største operatør i Amsterdam-Schiphol er KLM, og det hollandske flyselskab støtter højesterettens afgørelse, som selskabet mener er klart underbygget.
’KLM ønsker fortsat at forbinde Holland med resten af verden i balance med miljøet. Til dette formål har vi udarbejdet en renere, mere støjsvag og mere brændstofeffektiv plan, som viser, at det fælles mål om at reducere støjforureningen kan nås uden at reducere antallet af flyoperationer,’ lyder det fra det hollandske flyselskab i en erklæring.
KLM lover, at støjreduktionsmålene fra det hollandske infrastruktur- og vandforvaltningsministerium kan opnås gennem flådefornyelse, smartere operationelle procedurer og optimeret indsættelse af de mest støjsvage fly om natten. Og at ministeriets forslag om at reducere flyvningerne om natten dermed kan undgås.
Vil have ny regering til at respektere beslutning
Holland fik ny regering, der tiltrådte i begyndelsen af juli, og denne bliver i høj grad afgørende for, hvordan udfordringerne med støj omkring Amsterdam-Schiphol bliver løst.
”Vi forventer, at den nye hollandske regering vil respektere dagens beslutning og fortsætte med at anvende balanced approach-tilgangen, som også er nedfældet i EU-lovgivningen og internationale traktater, med den største omhu med hensyn til Schiphol,” siger Willie Walsh, generaldirektør i flyselskabernes internationale sammenslutning, IATA, i en erklæring.
”Ydermere håber vi, at enhver anden regering, der vil overveje at se bort fra balanced approach-tilgangen, vil tage denne beslutning til efterretning. Det er en gennemprøvet og vellykket proces og bør ikke ignoreres.”
Royal Netherlands Aerospace Center (NLR) har tidligere lavet en række beregninger, der viser, at KLMs plan for støjreduktion i Schiphol vil reducere støjen med 28 procent over et helt døgn i november 2026. Og dette vel at mærke uden at reducere antallet af operationer i lufthavnen. Forslaget fra infrastruktur- og vandforvaltningsministeriet vil kun reducere støjen med 19 procent, har beregninger vist.
Relaterede artikler:
KLM fremlægger plan for støjreduktion i Schiphol-området