En Boeing 737-800 fra SAS. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Dramatisk SAS-flyvning fra Oslo

En Boeing 737 fra SAS var onsdag på vej til Bodø, da kabinetrykket pludselig faldt. Piloterne omdirigerede straks flyet til Trondheim, hvor det landede sikkert kort efter.

Passagererne på en SAS-flyvning onsdag 2. februar fik sig en dramatisk oplevelse omkring middagstid højt oppe i luften.

En Boeing 737-800 (registrering LN-RRE) fra det skandinaviske flyselskab var af sted på rute SK4112 fra Oslo Lufthavn til Bodø Lufthavn, og alt gik som planlagt frem mod Trondheim.

Flyet lå i 37.000 fod (11.278 meter, red.) omkring 75 kilometer øst for Trondheim, da piloterne pludselig påbegyndte en hurtig nedstigning på grund af problemer med kabinetrykket. Det skriver The Aviation Herald. Piloterne sendte straks flyet i retning af Værnes-lufthavnen i Trondheim, hvor det landede på bane 09 cirka 23 minutter efter at have forladt marchhøjden. Ingen personer kom til skade ved hændelsen.

Skræmmende oplevelse
Det norske medie Nettavisen har talt med Tor Hammersø, der arbejder som kulturanmelder for mediet, og som var med på den dramatiske flyvning. Han fortæller, at iltmaskerne pludselig faldt ned, og at passagererne blev bedt om at tage dem på.

”Vi lagde mærke til, at flyet gik hurtigt ned. Vi vidste ikke mere, før det havde stabiliseret sig, og kaptajnen sagde, at vi kunne tage maskerne af. Han kom senere ud i kabinen og forklarede, hvad der var sket,” forklarer han og tilføjer, at besætningen håndterede situationen på en god måde.

Avisa Nordland har ifølge Nettavisen også været i kontakt med en passager, der fortæller, at flyet hurtigt gik ned i 10.000 fod (3.048 meter, red.), der er sikker højde i forhold til trykket. Vedkommende oplevede situationen som skræmmende.

”Folk blev lidt urolige. Det var nok en ny oplevelse for de fleste,” sagde pågældende passager efter landingen.

Uvis årsag til trykfald
SAS-pressechef John Eckhoff bekræfter over for Avisa Nordland, at flyet foretog en brat nedstigning som følge af trykfald i kabinen, og at iltmaskerne blev udløst. Kort efter landingen vidste han ikke, hvad årsagen til trykfaldet var.

Han fortæller, at flyet ville få et grundigt tjek, og at kaptajnen efterfølgende talte med passagererne. Samtidig blev der arbejdet på at finde alternative flyløsninger for SAS-passagererne, der altså ikke nåede til Bodø i første omgang.

Boeing 737-flyet blev på jorden i Værnes Lufthavn i cirka 27 timer, inden det blev positioneret tilbage til Oslo Lufthavn. Flyet blev leveret til SAS i april 2008.

 

Relaterede artikler:

SAS-fly skadet ved landing i kroatisk lufthavn

SAS-fly fortsatte trods tab af kabinetryk

SAS-fly stadig på jorden efter motorhavari