Eks-borgmester: Randers ud af Aarhus Lufthavn

Den tidligere socialdemokratiske borgmester Henning Jensen Nyhuus foreslår, at Randers Kommune træder ud af ejerskabet af Aarhus Lufthavn. Han er utilfreds med, at Aarhus Kommune sender uklare signaler.

I slutningen af august vedtog Aarhus Byråd, på initiativ af borgmester Jacob Bundsgaard (S), at iværksætte en undersøgelse af mulige placering af en nye Aarhus-lufthavn tættere på midtbyen end den nuværende Aarhus Lufthavn nær landsbyen Tirstrup på Djursland.

Det får nu Jacob Bundsgaards partifælle og tidligere borgmester i Randers, Henning Jensen Nyhuus, til at foreslå, at Randers Kommune stopper med at skyde penge i den underskudsgivende Aarhus Lufthavn.

”Tidligere på året hæftede Randers som lufthavns-aktionær for to millioner kroner i underskudsdækning for 2013. Nu står vi med en anmodning om at sende yderligere fem millioner kroner næste år. Samtidig kan vi påny høre Aarhus rejse ønsket om en stor undersøgelse af lufthavnens placering. Nu må det være nok,” siger Henning Jensen Nyhuus til Aarhus Stiftstidende.

Intern Randers-diskussion
Aarhus og Randers ejer sammen med tre landkommuner lufthavnen i fællesskab, men med Aarhus Kommune som majoritetsejer med 58 procent. Og hvis ikke Jacob Bundsgaard og de øvrige politikere i Aarhus stopper med at stille spørgsmålstegn ved den nuværende lufthavns fremtid, så må Aarhus Kommune hellere eje lufthavnen 100 procent.

”Jeg tror, vi er nået dertil, hvor vi må sige, at når Aarhus bliver med at tage den problematik op, så må de overtage lufthavnen selv og selv klare økonomien. Jeg mener faktisk, at vi her og nu bør holde igen på de fem millioner kroner, vi skal af med nu, så længe der er usikkerhed om lufthavnens fremtid,” siger Henning Jensen Nyhuus til avisen.

Aarhus-borgmesteren har ikke mange kommentarer til kritikken fra partifællen.

”Jeg betragter det som en intern Randers-diskussion. Vi har en musketer-éd i ejerkredsen bag lufthavnen. Og vi har vores andel af tilskuddet til Aarhus Lufthavn med i budgettet i Aarhus. Så må vi gøre status efter budgetforhandlingerne,” er Jacob Bundsgaards kortfattede kommentar til Aarhus Stiftstidende.

Ikke undslå os at betale
Debatten er opstået i kølvandet på at Aarhus Lufthavn har bedt om en økonomisk håndsrækning fra de fem ejerkommuner. Den beløber sig til 5,6 mio. kroner for Randers Kommunes vedkommende. Pengene skal primært anvendes til vedligehold, men knap to millioner skal være med til at dække underskuddet.

”De penge kan vi som medejer ikke undslå os for at betale,” siger Randers’ nuværende borgmester, Claus Omann Jensen (V), til avisen.

”Men derfor er Nyhuus’ synspunkter legitime nok. Jeg har det bare sådan, at lufthavnen er blevet bedt om at udfærdige en forretningsplan for fremtiden. Den kommer i oktober, og så synes jeg anstændigvis, at vi afventer den, før vi tager stilling til fremtiden. Fordi den giver os et konkret grundlag at vurdere på.”

Efter planen skal undersøgelsen af to mulige placeringer af en ny Aarhus Lufthavn være afsluttet til februar næste år.