Foto: Johathan Strobel

Elektronik overopheder ombord flere gange om ugen

Ifølge tal fra USA er der hver uge flere hændelser, hvor der går ild i mobiltelefoner, bærbare computere og andre elektroniske apparater ombord på fly, fordi batterierne overopheder.

 “Det var helt igennem kaotisk og i situationen føltes det virkelig som om, at det var hver mand for sig selv. Det var skræmmende. Jeg vidste ikke, om det hele ville sprænge i luften. Det eneste jeg vidste med sikkerhed var, at jeg skulle ud og var nødt til at overleve.”

Sådan beskriver Shilpa Patel en hændelse, der fandt sted i juli sidste år, da et litiumbatteri i en bærbar computer brød i brand, mens computeren befandt sig i et stykke håndbagage ombord på en American Airlines-flyvning fra San Francisco til Miami.

Den type hændelser hører ikke længere i lige så høj grad til blandt sjældenhederne, som tilfældet var for bare 10 år siden. Det viser tal fra Federal Aviation Administration (FAA), der er de civile luftfartsmyndigheder i USA.

Er 388 procent højere
I dag sidder der litiumbatterier i en stor del af de elektroniske apparater, som benyttes på daglig basis. Det drejer sig blandt andet om smartphones, tablets, bærbare computere, elektriske tandbørster og de såkaldte e-cigaretter.

Udbredelsen af batteritypen afspejler sig også i data fra FAA. Her er man nemlig kommet frem til, at antallet af hændelser, hvor der går ild i litiumbatterier, er steget med 388 procent siden 2015 således, at de i dag finder sted godt to gange om ugen på flyvninger i USA.

CBS skriver, at organisationen UL Standards & Engagement, der forsker i sikkerhed, har foretaget en undersøgelse blandt 800 kabineansatte. 87 procent af disse svarer, at de er bekymrede over risiciene ved at medbringe litiumbatterier ombord på flyvninger.

En tredjedel af de adspurgte svarer desuden, at flyselskaberne efter deres mening bør gøre en større indsats for at sørge for passagerernes sikkerhed.

Passagerer skal holde øje
I øjeblikket stiller Federal Aviation Administration ikke krav om, at risikoen for batterier, der bryder i brand, skal nævnes i den sikkerhedsbriefing, som passagererne skal lytte til, inden et givent fly letter.

Ifølge Ben Supko, der er chef med ansvar for farlige materialer hos FAA, skal man dog muligvis revurdere, hvordan området behandles set i lyset af, hvor mange hændelser som litiumbatterier er årsag til.

”Vi bliver efter alt at dømme nødt til at finde en bedre balance samme med flyselskaberne. Passagererne er ikke klar over, hvor alvorlig risikoen egentligt er.”

Han understreger, at rejsende skal holde øje med deres apparater undervejs og straks give besætningen besked, hvis de bliver varme, svulmer op eller skifter farve. Det er derudover vigtigt, at litiumbatterier ikke befinder sig i den bagage, der tjekkes ind, da en brand i flyets lastrum er langt mere vanskelig at få slukket.


Relaterede artikler:

Lufthansa foretager kovending i sag om AirTags

Flyselskaber forbyder Samsung-mobiltelefon om bord

Brændende mobiltelefon tvang fly til landing