Hidtil har det lydt, at Nuuk Lufthavn ville kunne tilbyde One-Stop-Security i løbet af sommeren i år, men den tidsplan sår udmeldinger fra Trafikstyrelsen og EU-Kommissionen tvivl om.
Det vakte opsigt, da det sidste år i august kom frem, at den nye atlantlufthavn i Nuuk ikke ville have One-Stop-Security (OSS) klar til åbningen den 28. november. Siden er det blevet meldt ud, at det ville ske i år, men det er tvivlsomt, om det kan lade sig gøre. Det skriver Sermitsiaq.
Det var i første omgang forsinkelser i indkøringen af sikkerhedssystemet, der spændte ben for, at Nuuk Lufthavn (GOH) kunne få One-Stop-Security på plads således, at passagerer, bagage og fragt, der ankommer til EU, ikke skal kontrolleres på ny ved rejse til andre EU-lufthavne.
Da Grønland ikke er medlem af EU, kræver det en særlig godkendelse, der tildeles på baggrund af en inspektion. En sådan var berammet til at finde sted i september sidste år, men den endte med at blive udskudt som følge af forsinkelserne.
Fik det at vide i september
Selvom Greenland Airports sidenhen har fortalt, at man regner med, at hovedstadslufthavnen vil kunne tilbyde One-Stop-Security i løbet af sommeren i år, er det nu kommet frem, at Trafikstyrelsen allerede tvivlede på det i september sidste år.
Det blev fortalt på et møde den 18. september i byrådssalen i Qaqortoq, hvor en række aktører var til stede med henblik på at tale om luftfart i Grønland. Greenland Airport’ driftsdirektør Niels Grosen var blandt deltagerne, og det samme var Trafikstyrelsen.
Ifølge avisen slog Trafikstyrelsen under mødet i klare vendinger fast, at man ikke skal forvente at have OSS klar til sommeren i år.
Det skyldes blandt andet, at sikkerheden i lufthavnen har været for mangelfuld, og en tildeling kræver, at man kan bevise, at der er styr på penalhuset og taget hånd om de eventuelle bekymringer og udfordringer, der har været.
Kan tage et år
Meldingen fra Trafikstyrelsen har rod i en skrivelse, som myndighederne har modtaget fra EU-Kommissionen i forbindelse med aflysningen af den planlagte inspektion.
Heri lyder det, at det kan tage op til et år at få en ny aftale i kalenderen, ligesom man fra kommissionens side ikke ønsker at drøfte sagen yderligere, indtil styrelsen kan bekræfte, at Nuuk Lufthavn har tilpas styr på situationen til, at den er klar til en inspektion.
Sermitsiaq har adspurgt Greenland Airports’ kommunikationschef Mikkel Bjarnø Lund, hvorfor lufthavnsoperatøren i lyset af de omtalte meldinger fra både Trafikstyrelsen og EU-Kommissionen regner med at kunne tilbyde OSS til sommer.
”Vi arbejder, som du ved, mod at etablere godkendt One Stop Security i Nuuk. Det er en kontinuerlig proces med mange faktorer, der skal spille sammen. Vi følger løbende op og vil melde ud, når der er konkret grundlag for det,” lyder det i et skriftligt svar.
Relaterede artikler:
Nye problemer i Nuuk: Ingen luftfragt til udlandet