Fly fra Lufthansa og Condor i Frankfurt Lufthavn. (Foto: Frankfurt Airport | Facebook.com | PR)

EU-Kommissionen sender indsigelse til Lufthansa

EU-Kommissionen har netop rettet henvendelse til Lufthansa, da man mener, at en ophævet aftale kan ende med at være skyld i, at Condor må trække sig fra en attraktiv rute i Frankfurt Lufthavn.

EU-Kommissionen agter at sætte foden ned over for Lufthansa i en igangværende sag, der har flyvninger med flere forskellige flyselskaber mellem lufthavne i Europa og Nordamerika som omdrejningspunkt.

Sagen drejer sig om, at Lufthansa Group, United Airlines og Air Canada sammen driver et joint venture kaldet ’A++ transatlantic’, hvorigennem selskaberne samarbejder om prissætning, flyvetider, kapacitet og markedsføring på transatlantiske ruter mellem deres hub-lufthavne.

Det fik Kommissionen til at rynke brynene allerede tilbage i 2013, da man her var bekymrede for, at det kunne være til hinder for den frie konkurrence på ruten mellem lufthavnene i Frankfurt og New York.

EU stillede derfor krav til selskaberne om, at man i 10 år skulle stille både slots og feedertrafik til rådighed for eventuelle konkurrenter, som ville give sig i kast med flyvninger mellem de to destinationer.

Risikerer at måtte trække sig
Sidenhen har Condor lanceret en rute mellem Frankfurt Lufthavn og New York-JFK. Det har blandt andet været muligt, fordi selskabet indgik en særaftale med Lufthansa om, at koncernens kortdistancetrafik kunne benyttes til at levere passagerer til Condors flyvninger til USA.

I 2020 henvendte Lufthansa sig til Condor med beskeden om, at man ville ud af aftalen. Det kom i stand ved, at der blev aftalt en række betingelser for en overgangsaftale, som dog endte med at blive ophævet i december sidste år på baggrund af flere kendelse fra tyske domstole.

EU-Kommissionen vurderer, at ophævelsen af særaftalen kan betyde, at Condor ikke længere har mulighed for at lave en bæredygtig forretning ud af Frankfurt-New York-ruten, hvilket kan resultere i, at selskabet må droppe flyvninger.

Bekymret over konsekvenser
I øjeblikket er EU-Kommissionen i færd med en større undersøgelse af, hvorvidt ’A++ transatlantic’-samarbejdet er konkurrenceforvridende. Som følge af udviklingen er medlemmerne dog kommet frem til, at der må tages nogle midlertidige skridt, som kan gælde, indtil den er færdig.

Bekymringen er, at det vil være for sent at gøre noget, hvis en konkurrent – i dette tilfælde Condor – bliver nødt til at trække sig fra ruten, mens man endnu er i færd med at kigge ind i, om samarbejdet flugter med de retningslinjer, der er i EU.

Derfor har man gjort indsigelser over for Lufthansa og sendt en meddelelse, hvori det fremgår, at kommissionen har til hensigt at beordre Lufthansa til atter at give Condor adgang til feedtrafikken til og fra Frankfurt Lufthavn under de betingelser, som de to selskaber blev enige om sidste sommer.


Relaterede artikler:

Lufthansa: EU-Qatar-aftale bør suspenderes

Condor starter op på tyske indenrigsruter

Tre nye USA-ruter fra Frankfurt