Det tjekkiske flyselskab Smartwings har anlagt sag mod Boeing for de skader på selskabets forretning, som problemerne med Boeing 737 MAX har medført.
Smartwings vil have erstatning for de tab, selskabet er blevet påført, ligesom det ønsker at tilbagelevere og få pengene retur for et fly, selskabet har modtaget.
Derudover vil selskabet have de penge tilbage, som det har forudbetalt for en række andre fly, skriver seattletimes.com. Boeing ønsker ikke at kommentere sagen.
Smartwings, der opererer under navnene Smartwings og Czech Airlines, bestilte oprindeligt otte 737 MAX’er hos Boeing, og blev efterfølgende overbevist om, at selskabet skulle satse på en enhedsflåde udelukkende med MAX-fly. Derfor blev man enige om at lease yderligere 31 fly af typen.
Parkeret efter andet flystyrt
Selskabet fik sin første 737 MAX i januar 2018 og hentede kort efter yderligere seks leasede fly ind, inden flytypen fik forbud mod at flyve og blev parkeret på jorden efter det andet flystyrt med en MAX i Etiopien i marts 2019.
Boeing havde på et tidspunkt i alt 13 ikke-leverede 737 MAX’er stående, som producenten havde produceret til Smartwings.
Smartwings hævder blandt andet, at Boeing ”vildledte Federal Aviation Administration (FAA) og andre med hensyn til computerprogrammet MCAS’s.”
“Maneuvering Characteristics Augmentation System”, eller bare MCAS, kompenserer for, at de nye og større motorer på MAX-flyet, som er monteret højere og længere fremme på vingerne, kan medføre, at flyet bliver ustabilt under skarpe sving ved lav hastighed.
Fik intet svar på spørgsmål
Efter den første ulykke i oktober 2018, hvor en Lion Air MAX styrtede i Indonesien, skrev Smartwings-ansatte til Boeing, for at få oplysninger om systemets sikkerhed, men modtog ifølge klagen intet konkret svar.
“Smartwings ville ikke have forpligtet sig til en ren MAX-flåde eller accepteret levering af noget MAX-fly, hvis selskabet havde vidst, hvad der siden er blevet afsløret, og hvad Boeing modvilligt har indrømmet,” hedder det i klagen.
Størst i Tjekkiet
Smartwings er det største tjekkiske flyselskab. Smartwings driver rutefly, charterfly og private forretningsfly, og selskabet flyver til mere end 80 destinationer. De fleste flyvninger opereres i samarbejde med Czech Airlines, som er en del af Smartwings Group.
Czech Airlines genoptog i maj flyvningerne mellem Prag og København efter nogle måneders pause. Czech Airlines har – som mange andre flyselskaber – været hårdt ramt af coronakrisen.
Selskabet bag søgte i august sidste år om kreditorbeskyttelse ved et såkaldt moratorium. Siden er det lykkedes Smartwings at indgå en låneaftale med en række banker, der har sikret en foreløbig overlevelse.
Relaterede artikler:
MAX-piloter lægger sag an mod Boeing