Foto: Pavel Lyakhovskiy

Europæiske luftfartsaktier i regulært blodbad

Storbritanniens nej til fortsat medlemskab af EU barberede i fredags mere end 50 mia. kroner af børsværdien på de største europæiske luftfartsaktier.

Resultatet af den britiske Brexit-afstemning sendte fredag de britiske og europæiske luftfartsaktier i frit fald. Da London Stock Exchange og andre europæiske børser lukkede efter den mest hektiske handelsdag i nyere tid, kunne flyselskaberne slikke sårene. Aktiekurserne var således i løbet af blot en dag faldet med op til 23 procent.

Den største taber var så ubestridt International Airlines Group (IAG), der er moderselskab for British Airways, Aer Lingus, Iberia og Vueling, der fik barberet næsten 23 procent af børsværdien. Herefter fulgte lavprisflyselskaberne easyJet og Ryanair, der begge er hårdt eksponeret mod det britiske marked. De to store europæiske luftfartskoncerner Air France-KLM og Lufthansa Group indkasserede et kurstab på mellem ni og ti procent, mens Norwegian holdt sig lige omkring ni procent.

SAS-aktien faldt på Københavns Fondsbørs med 4,29 procent,mens aktien ikke blev handlet på børsen i Stockholm på grund af national helligdag. Eneste større europæiske flyselskab med fremgang i aktiekursen var Airberlin, der lukkede 2,27 procent højere efter fredagens handel.

Samlet tabte de største europæiske luftfartsaktier mere end 50 mia. kroner i værdi. Dermed blev fredag den 24. juni 2016 en af de sorteste dage i mange år for luftfartsinvestorerne.

Udvikling i europæiske flyselskabers aktiekurser 

Selskab Lukkekurs 24/6 Ændring i % Ændring børsværdi Ændret børsværdi DKK
IAG SA 409,00 -22,54 %   -2.522.800.000 (GBP) -23.134.076.000
easyJet plc 1.313,00 -14,35 %  -873.886.200 (GBP)  -8.013.536.000
Ryanair Holdings Plc. 12,23 -10,73 %   -1.879.600.000 (EUR)  -14.003.020.000
Air France-KLM SA 5,917 -9,88 %   -195.142.000 (EUR)  -1.453.808.000
Deutsche Lufthansa AG 10,96 -9,16 %   -515.595.000 (EUR)  -3.841.183.000
Norwegian Air Shuttle 312,00 -9,09 %   -919.000.000 (NOK)  -725.029.000
Flybe Group Plc. 47,00 -7,84 %   -8.666.192 (GBP) -79.469.000
SAS AB 16,4 -4,29 %  -198.051.000 (DKK) -198.051.000
Air Berlin PLC 0,74 +2,27 %   +2.336.010 (EUR)  +17.403.000
I alt -51.430.769.000

Kilder: Flyselskaber og rejsearrangører. Valutakurser anvendt: (GBP 917,00, EUR 745,00, NOK 78,90).

Usikkerhed
På kort sigt er det vurderingen, at kursudviklingen i det britiske pund i forhold til andre landes valutaer kommer til at spille en stor rolle i forhold til, hvordan efterspørgslen i det britiske marked vil udvikle sig. Antallet af flyrejsende til Storbritannien forventes at stige, hvis pundet vedvarende fastholder en lavere kurs, således at turister og andre besøgende får mere for deres penge. Omvendt vil der være en tilbageholdenhed hos udgående rejsende fra Storbritannien, da det bliver dyrere for briter at rejse ud i verden.

I en ideel verden, hvor alle flypassagerer på flyruterne til og fra Storbritannien er ligeligt fordelt med 50 procent udgående og 50 procent indgående, vil der ikke være de store ændringer efter udtrædelsen af EU. Men faktum er, at to tredjedele af alle passagerer på flyene til og fra Storbritannien er udgående rejsende, mens det sidste tredjedel er forretningsfolk og turister, der flyver ind London og andre større byer.

Derfor er der meget usikkerhed om udviklingen på den korte bane. Den internationale luftfartsammenslutning IATA kom fredag på banen med en mini-analyse af Brexit-virkningerne samt en opfordring til sikre stabilitet på luftfartsområdet.

“Brexit-afstemningen har udløst meget usikkerhed – finansielt og på andre områder. Mens politiske ledere i Storbritannien og EU arbejder på at etablere nye rammer for samarbejdet, kan behovet for at rejse og gøre forretninger hos mennesker på begge sider af denne forbindelse være en rettesnor. Flytransport spiller en afgørende rolle i at gøre det muligt. Der var 117 mio. flyrejser mellem Storbritannien og EU i 2015, og flyforbindelser understøtter handel, skaber jobs og opbygger velstand. Det er afgørende, at uanset hvordan det nye forhold mellem Storbritannien og EU bliver, må det sikre fælles interesser i forhold til sikker, effektiv og bæredygtig lufttransport,” siger Tony Tyler, der er generaldirektør for IATA.

IATA vurderer, at antallet af britiske flypassagerer vil være faldet mellem tre og fem procent i 2020. Det svarer til, at der hvert år frem til 2020 bliver en nedgang på en procent i den britiske passagertrafik.

EasyJet skriver til EU-Kommissionen
Forud for den britiske folkeafstemning om EU-medlemskabet havde lavprisflyselskab easyJet truet med en eventuel udflagning, hvis afstemningsresultatet gik selskabet imod. Rent faktisk har easyJet udarbejdet forskellige løsningsmodeller for at sikre, at flyselskabets interesser ikke bliver truet af Storbritanniens EU-exit.

Allerede fredag formiddag var easyJet klar med en pressemeddelelse om selskabets holdning til afstemningsresultatet.

“Vi er fortsat overbevist om styrken i easyJets forretningsmodel og vores evne til at fortsætte med at levere vores på vores succesfulde strategi og vores førende afkast. Vi har i dag skrevet til den britiske regering og EU-Kommissionen for at henstille til dem at prioritere Storbritannien som en del af EU´s luftfartsmarked i betragtning af betydningen for virksomheder og forbrugere,” udtaler Carolyn McCall, der er koncernchef hos easyJet.

 

Relaterede artikler:

Overvejer udflagning ved britisk EU-exit