En Airbus A320-200 fra det tyske lavprisflyselskab Eurowings. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo)

Eurowings seks gange om ugen fra CPH til Prag

I det kommende vintertrafikprogram vil det tyske Lufthansa-datterselskab Eurowings tilbyde seks ugentlige afgange på sin nye rute mellem København og Prag.

Eurowings meldte i begyndelsen af juni i år ud, at det åbner en ny base i Prag Lufthavn med virkning fra 31. oktober 2021.

København var blandt de destinationer, som det tyske lavprisflyselskab havde annonceret planer om at indlede flyvninger til, men uden at det kom ind på antal frekvenser.

Nu har Eurowings, der er en del af Lufthansa-koncernen, konkretiseret ruteplanerne til Københavns Lufthavn. Fra 31. oktober vil flyselskabet tilbyde seks ugentlige afgange fra CPH til Prag. Der flyves på alle dage på nær lørdag, og dermed bliver der rig mulighed for at rejse med det tyske selskab til den tjekkiske hovedstad.

På ruten mellem København og Prag vil Eurowings dog få kamp fra Ryanair, Norwegian og Czech Airlines, så der er udsigt til en rute med ekstrem hård konkurrence.

Stockholm-rute udebliver indtil videre
Eurowings stationerer to Airbus A320-fly i Prag Lufthavn, og i sommeren 2022 bliver yderligere et fly tilføjet i det, der bliver flyselskabets 10. europæiske base.

I alt vil 11 europæiske destinationer blive betjent fra Prag fra 31. oktober, og der er – foruden København – tale om ruter til Málaga, Barcelona, Fuerteventura, Tenerife, Athen, Birmingham, Bristol, Milano, Zagreb og Tel Aviv.

I juni lød meldingen fra Eurowings, at der også ville åbnes en rute til Stockholm i det kommende vintertrafikprogram, men de annoncerede ruter fra Prag Lufthavn indeholder altså ikke den svenske hovedstad. De 11 nye ruter fra basen i Prag forventes at skabe over 100 nye job.

Vil udnytte svækkelse hos andre flyselskaber
København har formentlig længe været i fokus hos Eurowings. I april i år annoncerede lavprisflyselskabet, at det overvejede nye skandinaviske og østeuropæiske baser til opstart i 2022.

Eurowings fortalte, at det ønskede at udnytte en svækkelse hos flere flyselskaber i nogle af de markeder, som selskabet ser fremtidige muligheder i.

Det tyske flyselskab flyver i dag til både København, Stockholm og Gøteborg fra den store base i Düsseldorf. Herudover åbnede Eurowings i slutningen af juni en ny rute fra Malmø-Sturup til Pristina, der er hovedstad i Kosovo.

I dag har Eurowings en række baser i Tyskland, og herudover har selskabet også baseret fly i Salzburg, Palma de Mallorca og i netop Pristina.

 

Relaterede artikler:

Eurowings til København fra ny base

Eurowings etablerer rute fra Malmø

Eurowings etablerer base i Berlin