Jákup Sverri Kass, administrerende direktør i Vagar Lufthavn. (Foto: Morten Lund Madsen)

Færing er midlertidig direktør i grønlandsk lufthavnsselskab

Administrerende direktør Jákup Sverri Kass fra Vagar Lufthavn er valgt til bestyrelsen i nystiftede Kalaallit Airports og skal varetage direktørposten i de første måneder.

Grønlands Selvstyre har den 1. juli stiftet et nyt selskab med navnet Kalaallit Airport A/S efter at det grønlandske parlament i slutningen af sidste måned godkendte en plan for at udvide de eksisterende lufthavne i Nuuk og Ilulissat samt etablering af en helt ny lufthavn i Qaqortoq i det sydlige Grønland.

Med vedtagelsen i Inatsisartut fulgte der samtidig en opstartskapital på 200 mio. kroner med samt et lånetilsagn på yderligere 100 mio. kroner fra det grønlandske selvstyre. Det blev samtidig vedtaget at etablere et selskab så hurtigt som muligt og etablere en bestyrelse, der skal sikre finansiering af lufthavnsprojekterne, der løber op i en beløbsramme på over en milliard kroner.

Kalaallit Airports er etableret med binavnene, Nuuk Lufthavn A/S, Ilulissat Lufthavn A/S, Greenland International Airports Ltd. samt Qaqortoq Lufthavn A/S.

Leder efter direktør
Til at lede selskabet i opstartsfasen er udpeget Jákup Sverri Kass, der i dag er administrerende direktør i Vagar Lufthavn på Færøerne.

“Der er stiftende generalforsamling i selskabet den 21. juli , og i første omgang kommer jeg sammen med bestyrelsesformand Leo Larsen til at tegne selskabet. Vi skal så hurtigst muligt finde en direktør til selskabet,” fortæller Jákup Sverri Kass til CHECK-IN.dk.

Bestyrelsen består udover Jákup Sverri Kass af formand Leo Bruno Larsen (administrerende direktør for Sund & Bælt Holding), Peter Eduard Christiansen (Nuussuaq), Anna-Berit Koertz fra Dragør (bestyrelsesmedlem Sikuki Nuuk Harbour) samt Aviâja Lyberth Lennert fra Nuussuaq (bestyrelsesmedlem i Den Erhvervsdrivende Fond Sermitsiaq samt Nuuk Lokalreklame).

 

Relaterede artikler:

Massiv udvidelse af grønlandske lufthavne