Fem selskaber skal kæmpe om Mallorca-flyrejser

Indenfor det næste års tid skærpes konkurrencen om ruteflybilletter fra Danmark til den spanske ferie-ø Palma de Mallorca. SAS her netop bebudet genåbingen af selskabets rute fra Københavns Lufthavn til Mallorca, men vil møde modstand fra danske, norske, tyske og irske konkurrenter.

Fra begyndelsen af september måned øges konkurrencen betydeligt i flytrafikken mellem Danmark og den spanske feriedestination Palma de Mallorca.

Det sker, når SAS den 3. september genåbner den direkte rute fra Københavns Lufthavn til den populære spanske ferie-ø. SAS vil åbne ruten med to ugentlige afgange fra september med håb om at kunne opgradere til fem ugentlige afgange fra sommerprogrammet 2012, der træder i kraft i slutningen af marts måned næste år.

“Mallorca er en af skandinavernes favorit feriedestinationer. Dertil kommer, at de mange danskere, som bor eller har en feriebolig på Mallorca, har efterlyst direkte afgange. Så vi er meget glade for, at SAS kunder nu får en direkte vinterrute med kort rejsetid til og fra København. Samtidig bliver det nu meget nemmere for danskerne at tage en forlænget weekend på Mallorca, mens efterårsstormen blæser eller vinterkulden står på i Danmark,“ siger Per Møller Jensen, Vice President, Brand, Marketing og EuroBonus.

SAS vil benytte selskabets ældre fly af typen MD80. Det er netop besluttet at udfase disse fly i de kommende år og erstatte dem med nye og moderne Airbus A320-fly. Men kan man ikke vente på nye fly hos SAS, kan konkurrenten Air Berlin tilbyde direkte flyforbindelse fra København til Mallorca med A320-fly.

SAS vil samlet set få konkurrence fra fire selskaber, når selskabet starter op mellem København og Mallorca. Fra København flyver Air Berlin, Cimber Sterling og Norweigan direkte til den spanske ferie-ø. Og fra Billund Lufthavn er det Cimber Sterling og Ryanair, der sikrer transporten af vestdanskere til Mallorca, mens Aalborg Lufthavn kan tilbyde direkte ruter med Cimber Sterling og Norwegian.

Ruteudbuddet er derfor stort i forvejen, når SAS træder ind på markedet. Alene i højsæsonen i sommeren 2011udbydes ugentligt 3.300 sæder i hver retning på de direkte ruter mellem Danmark og Palma de Mallorca. Heraf er omkring 2.000 fra Københavns Lufthavn,Billund repræsenterer lidt mere end 800 sæder, mens Aalborg Lufthavn kan mønstre ugentligt op imod 500 flysæder til Mallorca i de travleste måneder.