Forpladsen i Billund Lufthavn. (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

Ferie- og chartertrafik under pres i Billund Lufthavn

Trods tilbagegang i ferie- og chartersegmentet lykkedes det alligevel i maj at øge passagertallet med 6,8 procent båret af vækst i regional- og hubtrafikken.

Trods tre nye Norwegian-ruter til henholdsvis Azorerne (Ponte Delgada), Mallorca og Fare, der åbnede mellem den 7. og 11. maj, var ikke nok til at sikre fremgang i ferierejsesegmentet fra Billund Lufthavn.

Billund Lufthavn oplyser ikke de præcise tal, men i maj var der tale om en passagertilbagegang på fem procent i forhold til samme måned sidste år. Dette trafiksegment omfatter alle charterflyvninger samt solskinsruterne fra ruteflyselskaberne, der samlet udgør omkring en tredjedel af lufthavnens kommercielle passagertrafik.

”Der er lidt færre charterfly og fly til klassiske soldestinationer i maj. Dette er formentligt afledt af sidste års hedebølge i Danmark, hvilket har betydet, at rejsebureauerne har lagt lidt mindre kapacitet op i år end sidste år. Til gengæld har vi kunnet konstatere, at i takt med, at vejret i maj er blevet mere ustadig, er belægningen på disse fly steget markant,” siger Billund Lufthavns administrerende direktør, Jan Hessellund, i en kommentar til tallene.

Stor vækst på regionale ruter
Nye ruter var derimod med til at skabe vækst på mere end 21 procent i den regionale rutetrafik, der forbinder Billund med nordiske, britiske og centraleuropæiske storbyer. De nye ruter, der ikke var tilgængelige i maj sidste år, har Krakow, Edinburgh, Iasi, Kiev og Wien som destinationer, og det var med til at få flere passagerer gennem terminalen i forhold til maj sidste år.

”Udover de nye ruter har vi i Billund ligeledes fået flere afgange til Manchester. British Airways har I mange år fløjet to daglige afgange mellem Billund og Manchester til stor gavn og tilfredshed for de erhvervsrejsende. For nyligt har også Ryanair introduceret fire ugentlige afgange, og nu ser vi pludselig rigtig mange flere britiske turister i terminalen samt danske fodbold fans i engelske klubtrøjer. Det er rigtig godt at se, at de to selskaber kan betjene ruten samtidig med stor succes, hvilket sikkert skyldes den positive opmærksomhed, Manchester lige nu får fra Vestdanmark generelt,” forklarer Jan Hessellund.

Næsten fem procent år-til-dato
Samlet var der i Billund Lufthavn i maj en fremgang på 21.663 passagerer, hvilket repræsenterer en vækst på 6,8 procent. Dermed var der i alt 341.466 passagerer der fløj til eller fra den største vestdanske lufthavn.

Udover de regionale ruter var det også hubruterne, der sikrede fremgangen. I dette segment var der en fremgang på syv procent i forhold til maj sidste år, og det er blandt andet Lufthansa femte daglige afgang til Frankfurt samt LOT´s to daglige afgange til Warzawa, der har sikret fremgangen. Til gengæld er kapaciteten på British Airways-ruten til London-Heathrow reduceret med omkring 40 procent.

Når det hele er gjort op, er der grund til tilfredshed i Billund Lufthavn. I løbet af årets første fem måneder er passagertallet vokset med 4,8 procent, og den vækst ser ud til at fortsætte, da mange flyselskaber allerede har offentliggjort deres trafikprogram for den kommende vinter.

”Det er med stor glæde, at vi kan konstatere, at trafikken fortsætter med at vokse i Billund. Det er rigtig godt for den globale sammenhængskraft mellem Vestdanmark og resten af Verden – det skaber jobs og øget turisme,” lyder det fra Billund-direktøren.

 

Relaterede artikler

Påskeeffekt og nye ruter sikrer rekord i Billund

Sen påske årsag til passagertilbagegang i Billund

Trafik til store hubs trækker væksten i Billund