Efter 20 år: Air France tilbage til Manila

Til december vender Air France tilbage til den filippinske hovedstad, Manila, efter 20 års fravær. Ruten fra Paris-CDG vil få tre ugentlige afgange og supplerer KLMs fire ugentlige på øvrige ugedage.

Rejsende fra Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris vil senere på året atter kunne flyve til Filippinerne.

Således oplyser SkyTeam-medlemmet Air France, at selskabet 7. december 2024 åbner en direkte rute fra Paris-CDG til Manila, der er filippinsk hovedstad. Ifølge Aeroroutes vender Air France tilbage til Manila efter 20 års fravær, og der er således tale om en genoptagelse af langdistanceruten. Sidst, Air France betjente ruten, var i marts 2004.

Air France vil tilbyde tre ugentlige afgange fra Paris til Manila – på mandage, onsdage og lørdage. Ruten vil blive betjent med Airbus A350-900, der har 34 sæder på Business Class, 24 sæder i Premium Economy samt 266 sæder i Economy Class.

Der bliver afgang fra Paris på rute AF208 klokken 23.20 med ankomst i Manila klokken 19.30 den følgende dag. Flyet indleder returflyvning på rute AF209 klokken 21.50 med ankomst i Paris den følgende dag klokken 05.50. Tidtabellen afventer endelig godkendelse fra regeringen.

Daglige flyvninger med Air France-KLM
Med en Air France-flyvning til Manila hver mandag, onsdag og lørdag har Air France-KLM som koncern også dækket samtlige ugedage ind med flyvninger til den fillippinske hovedstad.

Således opererer KLM fire gange ugentligt fra Amsterdam-Schiphol til Manila, og det sker på de øvrige ugedage.

Manila er kendt for at have en god blanding af tradition og modernitet i bybilledet. Smalle skyskrabere troner sig højt over resterne af landets koloniale fortid – herunder Fort Santiago og den barokke San Agustin-kirke. Som land byder Filippinerne på smuk natur – blandt andet turkise laguner, kalkstensklipper og hvide sandstrande.

Foruden Manila vil Air France også flyve til følgende asiatiske destinationer i vintertrafikprogrammet 2024/25: Tokyo Haneda (op til 15 ugentlige flyvninger), Osaka (tre ugentlige), Beijing (syv ugentlige), Shanghai (syv ugentlige), Hongkong (syv ugentlige), Seoul (syv ugentlige), Bangkok (13 ugentlige), Singapore (10 ugentlige) og Ho Chi Minh City (tre ugentlige).

Ruten til Manila er Air Frances femte nye rute i den kommende vinter – der indvies også nye ruter til Bahia (Brasilien), Kilimanjaro (Tanzania), Malé (Maldiverne) samt Kiruna (Sverige).

 

Relaterede artikler:

Air France fortsætter udrulning af langdistancekabiner

Officielt: SAS i codeshare med Air France-KLM

Air France-KLM høster bonuskunder i Norden