Finnair afskediger omkring 150 ansatte

Som varslet i slutningen af september skal Finnair skære ned i selskabets leder- og specialistgruppe, og det betyder, at 147 stillinger i og udenfor Finland forsvinder.

Finnair har de seneste 24 timer været ramt af en strejke blandt kabinepersonalet, der protesterer imod planer om at outsource op imod 450 stillinger, da det ikke er lykkedes at nå til enighed om ledelsens ønskede sparemål, der blev annonceret.

Et andet område i Finnair, hvor der også skal spares, er i selskabets leder- og specialistgruppe, hvor det finske flyselskab i slutningen af september annoncerede, at 200 stillinger skulle nedlægges.  Det er en konsekvens af Finnairs nye strategi- og spareplan, hvor produktionsomkostningerne skal sænkes med 15 procent i forhold til niveauet fra 2019.

Forhandlingerne med fagforeningerne startede i begyndelsen af oktober, og nu er det endeligt besluttet at nedlægge i alt 147 stillinger. Det betyder, at omkring 90 stillinger skæres bort i Finland, mens 57 stillinger vil blive nedlagt i udlandet.

Personalereduktionerne vil være afsluttet ved udgangen af februar, oplyser Finnair.

Nødvendigt for at genoprette rentabilitet
Det er lukningen af det russiske luftrum, der har afstedkommet de nye udfordringer for Finnair ovenpå en coronapandemi, hvor selskabet også har været hårdt ramt, da der er et meget stort fokus på de asiatiske markeder, der endnu kæmper med pandemiens følger.

Med de seneste reduktioner forsvinder 150 stillinger ud af samlet 5.300 i hele Finnairs globale netværk.

“Finnair-ansatte er engagerede fagfolk, som på mange måder allerede har måttet strække sig, først under pandemien, og siden på grund af krigen startet af Rusland. Jeg er dybt ked af, at vi skal tage disse vanskelige, men nødvendige foranstaltninger i vores søgen efter at genoprette vores rentabilitet,” udtaler Topi Manner, koncernchef hos Finnair.

Finnair oplyser, at de berørte ansatte vil blive tilbudt karriererådgivning og anden støtte og rådgivning til at komme videre i arbejdslivet.

 

Relaterede artikler:

Finnair overvejer at outsource 450 job i kabinen

Finnair-topchef: Vi har en lang rejse foran os

Finnair vil fyre chefer og specialister