Finnairs program for klimakompensation er blevet erklæret ulovligt af de finske myndigheder. Derfor er flyselskabet nu nødt til at ændre programmet.
Finnair har stoppet selskabets populære program for klima- og biobrændstof, som gav flyselskabets passagerer mulighed for frivilligt at betale kompensation for CO2-udledningen fra flyrejser.
Finnair er blevet nødt til at indstille klimaprogrammet, fordi de finske politimyndigheder mener, at den nuværende ordning i strid med landets love om fundraising, da virksomheder ikke har tilladelse til at indsamle donationer.
Stigende interesse for ordningen
“Det er en skam for vores kunder, da der har været en klar interesse i at reducere CO2-fodaftrykket, og tjenesten var blevet mere og mere populær. Vores kunder har tilsammen udlignet næsten 6.900 ton kuldioxid,” siger Finnairs bæredygtighedschef Anne Larilahti i en pressemeddelelse, som blev udsendt mandag.
I stedet for den hidtidige ordning vil Finnairs kunder i en fremtidig ordning få mulighed for at klimakompensere og købe biobrændstof som en integreret del af processen, når de køber flybilletter.
“Vores kunder har en stærk vilje til at tage ansvarlige valg, og vi ønsker, at de med os skal samarbejde med os om at reducere CO2-emissioner. Vores langsigtede mål er at blive helt kulstofneutral,” siger Anne Larilahti.
Støtte til CO2-projekter
Finnairs CO2-kompensationsprogram, der blev introduceret i februar 2019 og markedsføres under sloganet “Push for Change”, gav passagererne en mulighed for frivilligt at opveje CO2-udledningen ved deres flyrejse ved at donere penge til projekter, der er med til at reducere CO2-emmissioner.
Ifølge Finniars hjemmeside kostede CO2-kompensationen af en returrejse på en af selskabets indenrigsruter én euro, mens prisen for at kompensere på europæiske og internationale returflyvninger løb op i henholdsvis to euro og seks euro.
Det finske flyselskab sender donationer til projekter med reduktion af CO2-emissioner i Mozambique gennem Nordic Environment Finance Corporation (Nefco), som er en finansiel institution, der blev grundlagt af regeringerne i de fem nordiske lande i 1990.
De penge, som passagererne har doneret, er ifølge Finnair blevet brugt til køb af biobrændstof til fly og til projekter, der understøtter brugen af brændstofeffektive brændeovne i Mozambique.
Relaterede artikler: