ATR42-500 fly fra DOT LT med registreringen LY-DAT.

Finnair wetleaser back-up fly fra DOT LT

DOT LT flyver i øjeblikket for Finnair, og andre af den danske luftfartskoncerns fly er i øjeblikket i luften på vegne af en håndfuld europæiske flyselskaber.

For 10 dage siden måtte Danish Air Transport (DAT) yde hjælp til airberlin, der pludselig manglede fly. Derfor kunne DAT lynhurtigt sende et A320-fly i produktion hos det tyske oneworld-selskab.

Netop korte og længere wetlease-kontrakter er et af de lukrative forretningsområder hos DAT samt det litauiske datterselskab DOT LT. Nu har Finnair også henvendt sig for at få hjælp fra DOT LT, da pilotmangel på det seneste har tvunget Finnairs datterselskab Nordic Regional Airlines Oy (NoRRA) til en række aflysninger.

Ifølge ch-aviation har DOT LT siden begyndelsen af oktober indsat DAT-flyet OY-RUG af typen ATR72-200 i trafikprogrammet hos NoRRA Nordic Regional Airlines. Det leasede fly skal benyttes som back-up fly, således at det vil blive indsat på flyvninger, der i modsat fald ville have været annulleret som følge af kapacitetsproblemer.

NoRRA opererer selv en flåde af elleve ATR72-500 fly samt 12 Embraer ERJ190 jetfly.

Betjener mange europæiske kunder
DAT og DOT LT, der begge er selskaber kontrolleret af Danish Air Transport Holding A/S, flyver i øjeblikket for flere udenlandske selskaber. Udover opgaven i Finland har A320-flyet OY-LHD i sidste uge eksempelvis fløjet på vegne af airberlin, TUI Netherlands og Atlantic Airways.

A320-flyet med registreringen OY-RUP flyver i øjeblikket for Norwegian på en langtidskontrakt, mens ATR42-500 flyet, OY-RUO, også er på en længere kontrakt for irske CityJet på ruten mellem Antwerpen og London.

ATR72-flyet OY-RUB er i øjeblikket beskæftiget hos Aurigny Air Services, hvor det flyver fra London-LGW, Bristol, East Midlands og Manchester til kanaløen Guernsey.

Det liatuiske datterselskab DOT LT benytter i øjeblikket ATR42-500 flyet LY-DAT til flyvninger på vegne af Malmö Aviation mellem Stockholm-Bromma og Kalmar, mens et ATR42-300 fly med registreringen LY-RUM i hele sidste uge fløj mellem Katowice og Køln på vegne af ASL Airlines.

 

Relaterede artikler:

DAT kom airberlin til undsætning

Flere DAT-flyvninger for SAS

DAT flyver for SAS-partnere

DAT flyver for spanske Vueling

DOT LT flyver for Air Lituanica