FBI anholdt den 50-årige passager efter landingen i Kansas. (Foto: Mouaz Moustafa | @SoccerMouaz | Twitter)

Flyansat angriber urolig passager med kaffekande

Et fly var nødsaget til at lande i en anden lufthavn end planlagt, fordi en 50-årig passager forsøgte at åbne flyets forreste dør undervejs på flyvningen. Han blev dog overmandet af de ombordværende.

Søndag opstod et mindre slagsmål ombord på American Airlines flight AA1775 mellem Los Angeles og Washington D.C., der endte med, at Airbus A321neo-flyet måtte foretage en landing i Kansas City International Airport, hvor politiet stod og ventede.

Hændelsen tog sin begyndelse, da en 50-årig passager fortalte kabinepersonalet, at nogle personer ”forsøgte at såre ham” og at disse personer angiveligt også ”fulgte efter ham på flyet”. Han fortalte desuden, at en af personerne sad ved siden af ham, og at en anden var bevæbnet med en kniv.

Kort efter disse udtalelser bad manden om et glas vand, og han bevægede sig i den anledning i retning af området foran cockpittet. Her beskyldte han de ombordværende kabineansatte for at lyve om, at flyet befandt sig i luften. Det skriver CNN.

Slog med kaffekande
Manden var 190 centimeter høj og vejede omkring 110 kilo, og hans frembrusende adfærd fik en af de ansatte til at tage fat i en serveringsvogn, som hun brugte til at holde ham på afstand. Den 50-årige fik dog fat i en plastikkniv fra vognen, som han gemte i sit ærme.

Derefter greb han også fat i en lille champagneflaske, som han forsøgte at knække halsen på, samtidig med at han sparkede og skubbede vognen ind i den medarbejder, der befandt sig på den anden side. Den 50-årige forsøgte derefter at åbne den forreste dør, selvom flyet var i luften.

Forsøget på at åbne døren undervejs på flyvningen fik en kabineansat til at gribe fat i en kaffekande, som den ansatte slog ham to gange i hovedet med, inden flere passagerer kom til for at hjælpe med at tilbageholde den 50-årige mand.

Stilles for en dommer
En af de tililende passagerer var en politibetjent, og han havde held til at trække manden væk fra døren. En anden slog den 50-årige på kæben, mens en tredje greb ham i nakken, og fik ham trukket ned på flygulvet.

Flypersonalet fik alarmeret politiet, som tog imod American Airlines-flyet, da det landede i lufthavnen. Det er FBI, der foretager efterforskningen ved denne slags hændelser, og forbundspolitiet bekræfter, at manden er blevet varetægtsfængslet.

Den 50-årige er blevet anklaget for et tilfælde af overfald og for at skræmme en kabineansat samt at have blandet sig i udførslen af flypersonalets opgaver. Han forbliver i politiets varetægt, indtil han kan stilles for en dommer, der skal beslutte, om han kan løslades inden en eventuel retssag.

Flypersonalet har understreget, at manden ikke fik serveret alkohol af dem forud for hændelsen, der er blevet bekræftet af både FBI, det amerikanske justitsministerium samt flyselskabet American Airlines. Flyvningens andre passagerer blev efterfølgende ombooket til en anden afgang.

 

Relaterede artikler:

Seks millioner kroner i bøder til urolige passagerer

Gaffatape er sidste udvej mod urolige flypassagerer

USA skærper kursen over for urolige flypassager