Det lykkedes ikke Flyr inden fristens udløb at rejse 325 millioner kroner ved salg af nye aktier. Ny børsmelding ventes onsdag morgen, og samtidig arbejder selskabet på ni måneders wetlease af to af sine fly.
Det norske lavprisflyselskab Flyr er havnet i en dyb likviditetskrise efter at have tabt 1,1 milliarder norske kroner (790 millioner danske kroner) i årets første ni måneder.
Selskabet har forsøgt at rejse 430 millioner norske kroner (325 millioner danske kroner) via en såkaldt private placement, hvor der blev udbudt 43.000.000.000 nye aktier til en pris af 0,01 norske kroner per styk. Stifter og bestyrelsesformand Erik G. Braathen havde på forhånd tegnet sit for 10 millioner norske kroner for at vise vejen.
Tirsdag kl. 16.30 udløb tegningsfristen, og det lykkedes ikke at så solgt alle aktierne. Flyr oplyser i en børsmeddelelse, at der er modtaget “forslag til en alternativ transaktionsstruktur fra en kombination af eksisterende og nye professionelle investorer.” Dette skal overvejes af selskabets bestyrelse, der vil udsende en ny børsmeddelelse, inden Oslo Børs åbner onsdag kl. 09.00.
Selskabet oplyser samtidig, at flyene fortsæt vil operere som normalt.
Intentionsaftale om wetlease
Samtidig med, at bestyrelsen arbejder for at tilføre mere kapital til selskabet, arbejdes der også på de indre linjer med tiltag, der skal minimere omkostningerne og øge indtægterne.
Flyr kunne tirsdag bekræfte, at der var indgået en intentionsaftale om at wetlease et af selskabets 12 Boeing 737-fly til en unavngivet europæisk kunde med drøftelser om yderligere et fly på wetlease. Aftalen skal i givet fald starte i februar og være for en periode på ni måneder.
Dermed har Flyr tilsyneladende opgivet at få alle 12 fly på vingerne i den kommende sommer, og selskabet har allerede planlagt at sætte halvdelen af flåden på jorden i vintertrafikprogrammet.
“Denne wet lease-aftale giver en overbevisende mulighed for at skabe positive pengestrømme fra fly, som vi ikke planlagde at udnytte fuldt ud i kommende vinter. Aftalen styrker Flyrs økonomiske position, mens vi fortsætter med at udrulle vores opdaterede strategi,” siger Brede Huser, finansdirektør i Flyr.
Flyr-aktien lukkede tirsdag i 0,08 kroner på Oslo Børs, og det svarer til et kursfald på 11 procent. Den aktuelle markedsværdi af selskabets aktier er nu nede på 50,6 millioner norske kroner, hvilket svarer til 36,5 millioner danske kroner.
Relaterede artikler:
Analytiker om Flyr: Det ligner et hul i jorden