Etihad Airways har vaccineret samtlige piloter og kabineansatte. Foto: Etihad Airways

Flyselskab har færdigvaccineret flyvende personale

Etihad Airways har som det første flyselskab i verden COVID-19-vaccineret samtlige piloter og kabineansatte. Over 75 procent af samtlige ansatte har fået mindst første vaccinestik.

Flere flyselskaber er begyndt at vaccinere medarbejderne mod COVID-19 – herunder Singapore Airlines, Emirates og Etihad Airways.

Sidstnævnte selskab er imidlertid blevet det første i verden til at have færdigvaccineret samtlige ansatte, der arbejder som enten pilot eller kabineansat. Flyselskabet fra De Forenede Arabiske Emirater kan dermed sende sit flyvende personale i luften i den tro, at personalets risiko for at smitte passagererne er kraftigt reduceret.

”Vi stillede proaktivt vaccinen til rådighed for alle vores ansatte for ikke kun at hjælpe med at bekæmpe virkningerne af COVID-19, men også for at få rejsende til at føle sig trygge og beroliget næste gang de flyver med os,” siger Tony Douglas, koncernchef i Etihad Aviation Group.

”Vi er det eneste flyselskab i verden, der har gjort COVID-19-test obligatorisk for alle passagerer og besætningsmedlemmer inden hver flyvning, og nu er vi det første flyselskab i verden med en 100 procent vaccineret besætning om bord.”

Egen vaccinationsklinik
Vaccinationen af samtlige piloter og kabineansatte blev gjort mulig gennem Etihads initiativ ”Protected Together”, der blev lanceret i januar i år. Initiativet handler om at få medarbejderne til at tage proaktive og personlige skridt mod at beskytte sig mod COVID-19.

I forbindelse med vaccinationen af medarbejderne sikrede Etihad Airways, at selskabets eget Etihad Airways Medical Center blev godkendt som vaccinationsklinik. Dermed kunne personalet blive vaccineret i forbindelse med arbejdet.

”I kølvandet på det nationale vaccinationsprogram arbejdede vi utrætteligt for at blive en godkendt COVID-19-vaccinationsklinik for at hjælpe vores personale – og deres familier – med at få let adgang til vaccinen,” siger Nadia Bastaki, direktør for medicinske tjenester og CSR i Etihad Aviation Group.

De Forenede Arabiske Emirater har som mål at vaccinere halvdelen af befolkningen inden udgangen af marts. Hos Etihad Airways har over 75 procent af det samlede antal medarbejdere modtaget mindst én dosis af COVID-19-vaccinen.

Kapløb om at få vaccineret alle ansatte
Etihad Airways overhalede dermed både Singapore Airlines og Emirates indenom i arbejdet med at få vaccineret sine ansatte. Singapore Airlines og Emirates har ikke lagt skjul på deres mål om hurtigst muligt at få vaccineret samtlige ansatte.

SIA Group har meddelt, at koncernens tre flyselskaber, Singapore Airlines, SilkAir og Scoot, torsdag alle gennemførte en flyvning med en fuldt vaccineret besætning. Indtil videre er 90 procent af alle aktive piloter og kabineansatte i SIA Group blevet COVID-19-vaccineret, og dermed er vaccinationerne også blevet rullet markant ud i disse selskaber.

Singapore Airlines påbegyndte vaccination af personalet i midten af januar, og Republikken Singapore forventer, at samtlige ansatte i luftfartsindustrien vil være vaccineret inden udgangen af marts 2021.

Etihad Airways’ konkurrent fra De Forenede Arabiske Emirater, Emirates, satte ligeledes i midten af januar et storstilet arbejde i gang med at få vaccineret personalet. De første ansatte til at modtage det indledende stik var piloter og kabineansatte samt andre i operationelt fokuserede roller.

Det er uvist, hvor langt Emirates er i planerne med at få COVID-19-vaccineret samtlige ansatte.

 

Relaterede artikler:

Flyselskaber i vaccinationskapløb

Høj dansk vaccinationsgrad kan hjælpe luftfarten

Vaccineflyvninger får prioritet i luftrummet