Flyselskaber i fælles appel før G7: Luk nu op

Topledere fra flyselskaber på begge sider af Atlanten vil have lempet rejserestriktionerne, så det bliver lettere at rejse fra Storbritannien til USA og omvendt.

Det er på tide at lempe på rejserestriktionerne i både USA og Storbritannien, så der for alvor kan komme gang i de transatlantiske flyvninger mellem de to lande.

Derfor opfordrer en række topledere fra fly- og rejsebranchen i USA og Storbritannien den amerikanske præsident Biden og Storbritanniens premierminister Johnson til at sætte sig sammen på det kommende G7-møde og få gennemført de nødvendige lempelser.

G7-mødet for verdens ledende økonomier finder sted i Carbis Bay, St Ives, Cornwall, fra den 11. – 13. juni. Medlemslandene er Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Storbritannien, USA og Japan, og herudover er EU også repræsenteret via Kommissionens formand.

Til virtuelt topmøde
Det er American Airlines, British Airways, Delta Air Lines, JetBlue, United Airlines og Virgin Atlantic, der sammen med Heathrow Airport og andre store spillere i branchen, står bag opfordringen til, at det bliver muligt at rejse mere frit mellem de to lande.

Topcheferne har netop været samlet til et virtuelt topmøde under ledelse af Duncan Edwards fra  BritishAmerican Business.

For det giver ingen mening at være så forsigtig, når 63,5 procent af den voksne befolkning i USA har fået det første vaccinestik, og halvdelen af befolkningen er fuldt vaccineret. I Storbritannien har 75 procent af den voksne befolkning fået det første stik.

Brug for lempelser
Derfor diskuterede deltagerne fordelene ved at sætte borgere fra USA på Storbritanniens ”grønne liste”, der betyder, at de ikke behøver at gå i selvisolation, når de ankommer til Storbritannien.

Samtidig kunne borgere fra Storbritannien passende blive fjernet fra den liste over lande, hvorfra borgere ikke har adgang til USA.

”Der er ingen grund til, at USA ikke står på den britiske grønne liste. Med denne overforsigtige kurs høster man ikke fordelene ved de vellykkede vaccinationsprogrammer i både Storbritannien og USA,” sagde Shai Weiss, administrerende direktør i Virgin Atlantic.

“Vi opfordrer premierminister Johnson og præsident Biden til at gå foran i genåbningen. Efter 15 måneders begrænsninger er tiden til handling,” sagde han.

En af de store motorer
John Holland-Kaye, der er administrerende direktør i Heathrow Airport, kaldte forbindelsen mellem Storbritannien og USA for en af ​​de store motorer i den globale økonomi.

”De videnskabelige data viser, at transatlantiske rejser og handel kan genåbnes sikkert. Politikere bør benytte sig af de vellykkede vaccinationsprogrammer i vores to lande til at begynde at se på en fremtid, hvor vi styrer COVID i stedet for, at vi lader den styre os,” sagde han.

USA er Storbritanniens største handelspartner, og britiske virksomheder mister hver dag 23 millioner pund, fordi de transatlantiske forbindelser er lukkede.

 

Relaterede artikler:

Transatlantisk flytrafik kan komme i gang i juni

Vil have gang i transatlantisk flytrafik igen

Canadisk luftfart kræver rejserestriktioner ophævet