Bombardier Dash8-Q400 fra US-Bangla Airlines. (Foto: Murad Hashan | Creative Commons 4.0)

Flyulykke i Nepal med ex-SAS fly

Et Bombardier Dash 8-Q400 fly fra det amerikansk-bangladeshiske US-Bangla Airlines forulykkede mandag under landing i Tribhuvan-lufthavnen i Nepal.

Tidligt mandag eftermiddag kl. 14.20 lokal tid er et passagerfly fra Bangladesh-selskabet US Bangla Airlines forulykket ved landing i Tribhuvan International Airport i Nepals hovedstad Kathmandu.

Der er tale om et fly af typen Bombardier Dash8-Q400 med plads til 76 passagerer. Ved ulykken var der 67 passagerer og fire besætningsmedlemmer ombord på flyet. Flyet var opereret som rutenummer BS211 med afgang fra Dhaka kl. 12.30 lokal tid og ankomst kl. 14.15 i henhold til tidtabellen.

Ifølge Kathmandu Post oplyser det lokale politi, at 49 mennesker er omkommet, da flyet i forbindelse med landingen kurede ind på en nærliggende fodboldbane og brød i brand.

“Flyet havde fået tilladelse til at lande fra den sydlige ende af landingsbanen over Koteshwor, men det landede fra den nordlige side. Vi skal nu have undersøgt forholdene bag den usædvanlige landing,” siger Sanjiv Gautam, direktør for de civile luftfartsmyndigheder i Nepal til Kathmandu Post.

Tidligere SAS-fly
Flyet er produceret i januar 2001 og blev Flyet blev oprindeligt leveret til SAS den 19. maj 2001, hvor det blev indregistreret i Norge som LN-RDX. US-Bangla Airlines fik flyet i flåden den 30. maj 2014, hvor det har været indregistreret som S2-AGU.

Den 4. september 2015 var flyet involveret i hændelse i lufthavnen i Saidpur i Bangladesh, hvor det kørte af banen efter landing. De 46 passagerer og fire besætningsmedlemmer kom dog ikke til skade, men flyet blev beskadiget i højre side af landingsstellet.

US-Bangla Airlines, der er et amerikansk-bangladeshisk joint venture, har yderligere to Bombardier Dash8-Q400-fly, der har tilhørt SAS. Det er S2-AGX, der blev leveret til SAS i 2001 som LN-RDR og trúkket ud af flåden den 28. oktober 2007, da SAS besluttede at sætte alle fly af denne type på jorden efter tre landingsuheld med få måneders mellemrum.

Endelig flyver den tidligere LN-RDU også for US-Bangla Airlines som S2-AGV. Et fjerde Q400-fly, der opereres under registreringen S2-AGW har også skandinaviske relationer, da det er leaset fra Billund-selskabet Nordic Aviation Capital, hvor det tidligere har været på dansk register som OY-YAG.

 

Relaterede artikler:

Endnu et flystyrt i Nepal

Ofte flyulykker i Nepal

Rekordlavt antal flyulykker i 2017