Den nye Airbus A330neo til det portugisiske wetleasing-flyselskab Hi Fly. Screendump fra Airbus-video

Første A330neo til Hi Fly ude af malerhallen

Den første af 10 nye Airbus A330neo til det portugisiske wetleasing-flyselskab Hi Fly er færdigmalet. Selskabet er det første af sin slags i verden til at operere flyet.

Hi Fly modtager snart sin første nye Airbus A330-900, der for nyligt rullede ud af malerhallen med fine farver.

Det portugisiske wetleasing-flyselskab står til at modtage i alt 10 af denne flytype, og det er første wetleasing-selskab i verden til at tage imod denne nye version af A330.

Motorerne på flyet er af typen Rolls-Royce Trent 7000, og en ny og optimeret vinge med “sharklets” – eksklusivt designet til Airbus – forbedrer flyets ydeevne markant. Overgangen til mere miljøvenlige fly med et lavere brændstofforbrug er i tråd med Hi Flys langsigtede strategi om at være bæredygtig.

Passagererne i den nye A330neo vil få høj komfort i nydesignede kabiner. Hi Fly har endnu ikke afsløret antallet af klasser om bord, men der bliver angiveligt plads til i alt 365 passagerer på flyet.

To A330neo-leveringer i år
Hi Fly skulle oprindeligt have modtaget den første Airbus A330neo i juni, men leveringen bliver således forsinket med over en måned. Selskabet får sin anden A330neo leveret senere på året, og begge fly er leaset fra amerikanske Air Lease Corporation (ALC). De nye fly skal erstatte Hi Flys ældre Airbus A330-200.

Den første A330neo (registrering CS-TKY) til Hi Fly vil blive opereret af Hi Fly-datterselskabet Hi Fly Malta, mens det andet fly er planlagt til at få base i Lissabon i Portugal, hvor wetleasing-selskabet hører til.

Store ambitioner om vækst
Købet af 10 Airbus A330neo viser, at Hi Fly har ambitioner for fremtiden. Og det endda rigtig store ambitioner set i forhold til størrelsen på selskabets nuværende flåde.

Tilbage i juni lød meldingen fra Hi Flys administrerende direktør, Paulo Mirpuri, at den nuværende flåde på 30 fly ganske givet vokse til 100 fly frem mod 2030.

I øjeblikket råder Hi Fly over en flåde bestående af én Airbus A380, syv A340, otte fly fra A330-familien samt fire A320-familiefly. Herudover har selskabet 10 fly, der kan leases på såkaldt dry lease-kontrakt, hvor udlejer kun stiller fly til rådighed, mens lejer selv stiller med besætning.

Herunder en video fra Twitter, hvor Airbus viser Hi Flys nye Airbus A330neo frem:

Relaterede artikler:

Hi Fly: 100 fly inden for 10 år

Hifly modtager to Airbus A380

A340 fra Hi Fly lækkede brændstof under landing