Iberia er lanceringskunde på den ultra langtrækkende Airbus A321XLR, og onsdag fik det spanske IAG-selskab leveret det første eksemplar, der debuterer fra Madrid til amerikansk østkystdestination i november.
Oprindeligt var det planen, at den første Airbus A321XLR skulle leveres i slutningen af 2023, men et nyt regelsæt omkring supplerende brændstoftanke forsinkede udviklingen og typegodkendelsen af flyet.
Men nu er det ganske vist, at første fly er leveret til Iberia som lanceringskunde. Det skete onsdag formiddag hos Airbus i Hamborg, hvor det spanske IAG-selskab kunne tage levering af det ultra langtrækkende fly, der af flere anses for at kunne blive en gamechanger på langdistancemarkedet.
A321XLR-flyet er hos Iberia indrettet med 182 sæder fordelt med 14 i business class og 168 i economy class, og det specifikke fly har samtidig fået navnet ‘1927-1939’. Det henviser til året, hvor Iberia blev grundlagt samt året for den første internationale flyvning, der skete 12 år senere med Lissabon som destination.
Den første A321XLR har fået registreringen EC-OIL, og flyet ventes idriftsat den 14. november som rutenummer IB347 fra Madrid til Boston.
Åbner mulighed for flere USA-ruter
A321XLR foretog sin jomfruflyvning i juni 2022, og næsten to og et halvt år senere kunne den første levering finde sted. Til stede ved ceremonien i Hamborg var Marco Sansavini, der er koncernchef hos Iberia, og han lagde ikke skjul på sin glæde over at være med til at skrive luftfartshistorie.
“Vi er meget stolte over at være lanceringsflyselskab for dette nye Airbus-fly. A321XLR vil give os mulighed for at nå nye destinationer, betjene transoceaniske ruter og gøre det på en mere effektiv måde.”
Christian Scherer, der er CEO for Airbus Commercial Aircraft brugte også en del superlativer og konstaterede, at Airbus igen var kommet først med et nyt produkt, hvilket illustrerer virksomhedes “konstante søgen efter at innovere og bringe værdi til vores kunder.”
Det særlige ved Airbus A321XLR er, at rækkevidden er imponerende 8.700 kilometer, og det giver Iberia muligheder for at åbne nye ruter til USA, hvor de traditionelle widebody langdistancefly er for store. Det gælder eksempelvis ruter fra Madrid til Atlanta, Orlando, Philadelphia og Charleston. som tidligere har været nævnt.
Relaterede artikler:
Første Airbus A321XLR leveres om få uger