Som de første har australske Qantas sendt en Boeing 747-400 på museum. Samtidig får verdens første jumbojet en tiltrængt restaurering.
Flyentusiaster med hang til at rejse rundt til alverdens flymuseer fik i lørdags sandsynligvis et ekstra punkt på to-do-listen. Her landede en Boeing 747-400 jumbojet fra Qantas nemlig i den lille australske Illawarra Regional Airport efter sin sidste lufttur i sit mere end 25 år lange liv. Flyet med registreringen VH-OJA bliver det første Boeing 747-400 fly, der sendes på museum og bliver tilgængelig for offentligheden.
Klokken 7.47 lokal tid satte flyet, der i dagens anledning havde rutenummer QF7474 hjulene ned i Illawarra efter en kun 15 minutter lang flyvetur fra Sydney. En tur der står i skærende kontrast til de 13.833 andre flyvninger, som flyet har gennemført. De har i gennemsnit været omkring 6.100 kilometer lange. Det betyder, at flyet i sin levetid har fløjet knap 85 millioner kilometer – svarende til 110 returflyvninger til månen – og transporteret næsten fem millioner passagerer til og fra Australien.
Qantas fik sin første Boeing 747 jumbojet i 1971 og modtog den sidste i 2003. Selskabet har gennem årene opereret i alt 65 Boeing 747’ere og har 12 tilbage i sin flåde. Tre vil snart blive pensioneret og de resterende ni har fået nye kabiner og vil flyve i årene fremover.
Al slags vind og vejr
I USA sker der også ting på Boeing 747-fronten når det kommer til museumsudstillinger. Det er på Museum of Flight i Seattle, at verdens første Boeing 747 kan se frem til en hårdt tiltrængt restaurering. Flyet, der er parkeret foran museet sammen med en Concorde, den første Boeing 737’er og et tidligere Boeing 707 Air Force One-fly, er blegnet efter at have stået ude i al slags vind og vejr gennem adskillige år.
Takket være donationer fra blandt andre Boeing-medarbejdere i Seattle, hvor Boeings civile flyproduktion har sit epicenter, får flyet nu en gang maling og en indvendig renovering.
VH-OJA landede lørdag i Illawarra Regional Airport. Foto: Qantas.