Berlins uåbnede storlufthavn Brandenburg kan meget vel blive et museum, lyder det fra airberlin.

Forlig mellem Airberlin og lufthavn

Airberlin og selskabet bag den skandaleramte Berlin Brandenburg-lufthavn skal alligevel ikke mødes i retten for at afgøre, om airberlin kan få erstatning for bøvlet med lufthavnen, som ingen ved hvornår åbner.

Når Berlin ligefrem indgår i ens firmanavn og når den mest overbelastede af den tyske hovedstads to lufthavne er ens primære trafikknudepunkt, så bliver man forståeligt nok lidt vred, når indvielsen af byens nye storlufthavn igen og igen bliver udskudt.

Derfor havde airberlin da også slæbt selskabet bag Brandenburg-lufthavnen i retten med krav om erstatning for de omkostninger, som airberlin har haft som følge af de massive problemer med færdiggørelsen af lufthavnen. Derfor skulle parterne have mødt hinanden i regionalretten i Potsdam.

Men nu har parterne tilsyneladende begravet stridsøksen og indgået et forlig uden rettens indblanding. Det fremgår af en kortfattet fondsbørsmeddelelse fra airberlin.

Airberlin har flere gange luftet sin store utilfredshed med lufthavnskaoset, som betyder, at airberlin er tvunget til fortsat at bruge den stærkt nedslidte og overbelastede Berlin Tegel Lufthavn.

”Problemerne med Berlin Brandenburg lufthavnen er en skændsel for hele Tyskland, som ellers står for fremragende ingeniørarbejde,” sagde airberlins daværende kommercielle direktør, Paul Gregorowitsch, i august 2012 til CHECK-IN.dk.

Blød opstart
Oprindeligt var lufthavnen planlagt til at åbne i oktober 2011 og afløse de to nedslidte Berlin-lufthavne Tegel og Schönefeld. Det blev i første omgang udskudt til den 3. juni 2012. Men få uger før den store dag var man nødt til at aflyse åbningen. Det skyldtes, at brandmyndighederne ikke ville godkende lufthavnens ventilationssystem. Tests viste nemlig, at systemet ikke var i stand til at fjerne røgen fra en brand i terminalen hurtigt nok. Desuden var der problemer med lufthavnens sprinklersystem.

Herefter er åbningen blevet udskudt flere gange og bestyrelsen holdt op med at opstille nye åbningsdatoer.

Sidste år luftede lufthavnens bestyrelsesformand, Hartmut Mehdorn, muligheden for, at man kunne lave en blød opstart, hvor få selskaber fik lov til at operere 10 daglige flyvninger fra lufthavnen, der ligger syd for den nuværende Schönefeld-lufthavn. Men den plan er droppet igen.

I februar i år vurderede Mehdorn så, at man kan risikere, at lufthavnen først åbner i 2016. Næsten fem år senere end oprindeligt planlagt.

Når man letter fra den nedslidte tidligere DDR-lufthavn Schönefeld kan man se den nye lufthavns enorme mennesketomme terminalbygning og de tomme standpladser. Når Brandenburg en dag åbner bliver Schönefelds nuværende landingsbane den ene af Brandenburgs to parallelbaner.