Rejsende venter på Norwegian-fly. (Arkivfoto: Norwegian | PR)

Fra 100.000 til under 20.000 passagerer om dagen

I 2020 var der 6,9 millioner passagerer, der fløj med Norwegian. Det var 81 procent færre end året før og det laveste antal siden opbygningsfasen i 2007.

COVID-19 og den finansielle situation i Norwegian satte sine spor i trafiktallene for 2020, som det norske lavprisflyselskab har offentliggjort torsdag morgen.

Året sluttede med 129.664 passagerer om bord på flyene i december, hvilket var 94 procent færre end samme måned året før. Samtidig var belægningen kun på 52,3 procent, så de i gennemsnit ni fly, der var i luften i sidste måned, blot var halvfyldte.

“På trods af lav efterspørgsel i december var julebookingerne positive, og det er lykkedes os at tilpasse vores aktiviteter til den nuværende situation,” siger koncernchef Jacob Schram fra Norwegian.

Har tabt fire ud af fem passagerer
Kigger man på hele 2020, så vil man se, at passagertallet er reduceret med 81 procent fra 36,2 millioner passagerer i 2019 til blot 6,9 millioner i 2020. Det svarer til et faldt fra omkring 100.000 til under 20.000 passagerer om dagen.

Herudover faldt belægningen med 11,3 procentpoint fra 86,6 til 75,3 procent

“Pandemien har fortsat en negativ indflydelse på vores forretning, som den har haft siden marts 2020. I starten af sidste år var Norwegian på vej mod et positivt resultat i 2020, i stedet for har 2020 været et meget udfordrende år, og vi befinder os nu i kamp for at overleve. Vores mål er at være et økonomisk stærkt og konkurrencedygtigt flyselskab med en ny finansiel struktur, en rettighedsbestemt flåde og forbedret kundetilbud,” uddyber koncernchefen.

Værste år siden 2007
Norwegian startede sin imponerende vækstrejse for snart 20 år siden, hvor der i 2003 var lidt flere end 1,2 millioner årlige passagerer, mens det hele toppede i 2018 med 37,3 millioner rejsende. 

Med 6,9 millioner passagerer var 2020 således det værste år siden 2007. Dengang var der næsten 6,4 millioner årlige passagerer, der benyttede de rødnæsede fly.

“Vi er klar til at møde kampen om kunderne efter COVID-19-pandemien. 2020 har været et hårdt år, men vi vil fortsætte med at kæmpe og komme ud af denne krise som et stærkere Norwegian,” understreger Jacob Schram i en pressemeddelelse.

 

Relaterede artikler:

Norwegian sætter 52 danske ruter til salg

10.305 passagerer om dagen hos Norwegian

Stadig svage trafiktal hos Norwegian