Fragtfly nummer to på vej til Jet Time

Jet Time får snart Boeing 737-fragtfly nummer to. Selskabet har dog ingen planer om at konkurrere med Star Air om Boeing 767-operationen for UPS.

Det danske flyselskab Jet Time får i løbet af januar sit andet rene fragtfly. Det kommer kun få måneder efter at selskabet fik sit første fragtfly.

Der bliver tale om et 26 år gammelt Boeing 737-300 fly, som har stået parkeret siden 2009, hvor det fløj for det nu konkursramte spanske fragtselskab Saicus Air. Flyet startede sit liv som passagerfly for blandt andre US Airways inden det i 2006 blev konverteret til at være et rent fragtfly.

Flyet indregistreres som OY-JTJ og følger i hælene på Jet Times første fragtfly, en Boeing 737-400, som selskabet modtog i oktober sidste år. Det første fly er fuldt beskæftiget med at flyve for et europæisk kurérfirma. Og Jet Time forventer, at fly nummer to skal flyve for det samme kurérfirma. I første omgang bliver det sandsynligvis som standby-fly.

Blod på tanden
Interessen for at operere fragtfly stopper ikke her for Jet Time. Selskabet har i flere år opereret to Boeing 737-300QC (quick change) fly, som er udstyret med en stor fragtdør forrest i kabinen. På den måde kan flyene hurtigt ændres fra passager- til fragtfly. Ulempen ved QC-flyene er imidlertid, at hattehylderne ikke kan tages ud af flyet. Og det betyder, at kurérselskaberne skal bruge særlige fragtcontainere på flyene.

Det ene af de to Quick Change-fly skal snart afleveres tilbage til det leasingselskab, som ejer flyet. Og derfor overvejer Jet Time at lade flyet erstatte af et rent Boeing 737-fragtfly.

”Vi har fået blod på tanden med hensyn til fragtflyvning og må erkende, at branchen bedst kan lide rene fragtfly. Det gør det nemmere for dem at styre logistikken,” forklarer Jet Times direktør, Klaus Ren, til CHECK-IN.dk.

Ingen UPS-kontrakt
Interessen for fragtoperationer har dog sine begrænsninger for Jet Time. Således er selskabet ikke i dialog med UPS om at overtage danske Star Airs kontrakt med UPS, sådan som det ellers har fremgået af medieskriverier.

”Vi er løbende i dialog med UPS, men vi har ikke talt om Boeing 767-operationen,” siger Klaus Ren og påpeger, at der er tale om en helt anden flytype end de Boeing 737-fly, som Jet Time i dag opererer mere end 15 af.

Et søsterfly fra Saicus Air til det Boeing 737-300 fragtfly, som Jet Time snart modtager. Foto: Ulf Eimers/Wikimedia Commons.